28. januar 2015

Så oprandt dagen hvor vi skulle aflevere, det som har været vores hjem de sidste 25 dage. Vi boede tæt på afleveringsstedet, og det gik fint med at aflevere. Der var lige et par småting som skulle ordnes. Vi skulle betale nogle bropenge, og efter lidt bøvl på nettet, ringede vi til en sød mand, som lige kunne ordne det på 2 minutter. I går tikkede der også en mail ind, som kunne fortælle at vi havde fået en færdselsbøde. Mailen var ikke særlig præcis, men enten er det for at køre over for taxi-grønt, eller også er det fart. Den kommer nok på et tidspunkt. Nu har jeg ikke fået en færdselsbøde de sidste 20 år, og så lykkes det at få en på den anden side af jorden, ganske imponerende.

Vi har de sidste fire dage boet på en rigtig dejlig campingplads, og vi har slappet rigtig meget af. Vi var alle enige om, at det var lidt vemodigt at vi nu skulle sige farvel til vores autocamper og Australien.

We love Australia, but fell in love with Tasmania.

Da vi kom ind på vores hotel i Brisbane, kunne vi allerede komme ind på værelset kl. 11, hvilket er usædvanligt, men dejligt. Vi var alle imponeret af værelset, eller rettere sagt en pæn stor lejlighed. Børn og voksne har hvert deres værelse, stor stue, to altaner (34. sal) og et køkken. Vi blev næsten væk fra hinanden, og lidt mærkeligt at vi ikke skulle skubbe til hinanden for at komme forbi, som vi har været vant til de sidste 25 dage.

Vi havde lige et par indkøb som skulle gøres inden vi tager til Thailand (myggespray, antisvampe-creme til fødderne, læsebriller til Fru Hansen, svømmebriller til Lille Hansen og sidst men ikke mindst, så har vi måtte sande at vi havde brug for en taske mere, for der kunne jo komme lidt shopping i Bangkok). Da vi havde shoppet trængte ungerne til at komme i poolen. Denne pool er lidt speciel, da den er 25 meter lang og 2 meter bred. Ydermere ligger den på 4 sal, og der er en stor glasrude ud mod Albert Street, som er absolut Down-Town Brisbane. Det var til stor sjov for ungerne, som kunne vinke til alle menneskerne på gaden.

Aftenen er gået med sandwich på værelset, og pigerne har rigtig haft tid og plads til at barbere ben, før de skal vises i Thailand.

En fantastisk tid i Australien  er nu slut, og næste blogindlæg bliver fra Bangkok i Thailand. Vi starter hårdt ud med en 20 km. Cykelrundtur i Bangkok, dagen efter vi ankommer.

24. - 25. og 26. januar 2015

Efter knap 2500 kilometer er vi landet på vores sidste destination, Brisbane. Lige nord for Brisbane i Caloundra var vi ved at skylle væk af regn, så det var med glæde at vi kunne se solen komme frem da vi ramte Brisbane. Alt det våde sure tøj, som vi havde fra de sidste to dage, kom hurtigt i vaskemaskinen, og vi fik tørret det hele igennem. Vi er kommet til et rigtig lækker campingplads, hvor der er en rigtig dejlig pool, og ikke mindst så virker deres WIFI fuldstændigt perfekt, og vi kan nu for første gang opdatere vores blog med både tekst og billeder for den sidste måned.

I går den 25. januar valgte vi at tage ind til Brisbane centrum, hvor der findes en kunstig strand, og hvor der var en masse aktiviteter i forbindelse med Australia Day. Vi havde lidt besvær med at finde en parkeringsplads til en 7 meter lang autocamper, men endelig fandt vi en lille sidevej, hvor der også holdt andre biler. Der troede vi at vi skulle parkere, men lige da vi var ved at låse døren på bilen, kommer der en parkeringsvagt forbi, og han begynder at skrive alle de andre biler omkring os. Familien Hansen har godt nok lige vundet en sag mod Euro-Park i Aalborg, men den her parkering holdt ikke i retten, og vi talte med ham hvor vi ellers kunne parkere, og stak ham en Pepsi Max. 5 minutter efter fandt vi en lille villavej, hvor vi holdt hele dagen, uden bøder. Havnefronten var pakket med mennesker, og der var en god stemning. Der var glade mennesker overalt, og i Australien er de meget strikse med alkohol på offentlige pladser, så det vælter ikke rundt med fulde mennesker. Brisbane er en meget flot og moderne by, med en god infrastruktur. Vi gik langs havnefronten, hvor vi badede og spiste frokost, og derefter gik vi en tur til centrum, for at kigge lidt på butikker. Vi var nu meget ophedede efter den gåtur, så turen tilbage gik forbi det hotel vi skal overnatte på, den dag vi afleverer autocamperen, og inden vi flyver til Bangkok. Det så meget fint ud, og de havde udendørs swimmingpool på 4. sal. Vi gik gennem Brisbane Botaniske Have som er et flot grønt og rekreativt område i hjertet af Brisbane. Tilbage på havnefronten fik vi alle en tiltrængt dukkert, før vi sluttede aftenen med et flot fyrværkeri i selskab med mange tusinder australiere.

Efter en lang dag i meget varme Brisbane (33 grader), var det en træt familie som nød en rugbrødsmad på terrassen da vi kom tilbage på campingpladsen. Vi har dog fået en lille aftenven, nemlig en possum, som kommer og besøger os hver aften efter mørkefald. Sød lille fætter.

I dag, den 26. januar, er det officielt Australie Day, og vi havde talt om at skulle til Brisbane igen, men varmen er ikke mindre i dag, så vi har bare sovet længe, ungerne har lavet lidt lektier, badet i poolen og nu er Frederikke og Rasmus ved at lave frokost til deres forældre, så nu har vi også oplevet det. Resten af dagen står også på afslapning og lektier, samt planlægning af vores afgang fra Australien.

Flipper

22. - 24. januar 2015

Nu er vi under 100 kilometer fra Brisbane som er vores destination. Caloundra er et forholdsvist populært område, og vi ankom lige op til weekenden, og oven i det, så er det Australia Day på mandag, så australierne har forlænget weekend. Da vi ankom til pladsen kunne vi godt se at der var rigtig mange vogne her, og da vi kom ind i receptionen, fik vi den allersidste plads. Det var meget heldigt, for den plads vi fik, var blevet afbestilt 10 minutter før vi ankom. Caloundra Beach er også en dejlig strand, med de gode bølger, hvor vi kan surfe på vores boards. Nogle gange må vi også bare give fortabt, fordi vi bliver revet omkuld.

I skrivende stund sidder vi inde, og har gjort det hele dagen, lige bortset fra at drengene var ved stranden i tre kvarter. Grunden til dette er at et lavtryk har ramt området, som bevirker at vi har haft regn hele natten, og hele dagen. Så er det godt at vi fandt den gode gamle film med E.T. i et supermarked. Den har vores børn aldrig set, og vi har tit talt om at downloade den. Vi har ikke oplevet det store, og i morgen tidlig kører vi til den sidste campingplads på denne tur, og bruger 4 dage i den sydlige del af Brisbane.

Udsigt over Rainbow Beach

20. januar 2015 - 22. januar 2015

Vi kørte til Rainbow Beach for at opleve den smukke strand med de mange farver. Rainbow Beach er 23 kilometer lang, og det må være den strand i verden, som har flest forskellige farver sand, nemlig 72. Det er en meget seværdig strand.

Dagene brugte vi  ved stranden, og i poolen. Der var de mest fantastiske bølger om formiddagen, som vi alle boltrede os i. Ungerne har aldrig set så store bølger, og nogle af dem kunne da også feje benene væk under forældrene, for ikke nok med at bølgerne var flotte og store, så var understrømmen også lunefuld, for det vand som kommer ind, skal jo også ud.

Vi kunne klare bølgerne om formiddagen, men dag to skulle vi ud og prøve kræfter med dem om eftermiddagen. Det gik fint i starten, men vi badede et andet sted, og det viste sig at der var fyldt af hestehuller. Det var ved at tage pusten fra os, og da Rasmus ikke kunne bunde, så var vi nødt til at stoppe legen. Det er lidt svært at forstå når man er 9 år gammel, at man ikke kan overvinde havetJ. Her måtte vi give fortabt.

Ikke langt fra Rainbow Beach, ligger et lille fiskeleje som hedder Tin Can Bay, og research på internettet kunne fortælle, at der hver morgen kl. 8 kommer delfiner ind i havnen, og man kan fodre dem. Vi satte vækkeuret til 06.30, og satte kursen mod Tin Can Bay ved 7-tiden. Ganske rigtigt, nede ved det lille fiskerleje, var folk ved at samles, for at være med til fodringen. Vi fik lov til at stå i vandkanten, før fodringen. Vi måtte stikke hånden i vandet, men vi måtte ikke række ud efter delfinerne. Dette lyder mærkeligt, men delfinerne er vilde, og bliver de skræmt, er der fare for at de ikke vender tilbage.

Historien bag delfinfodring i Tin Can Bay ligger 50 år tilbage. Dengang kom en såret delfin ind i havnen, og nogle søde folk hjalp den med sine kvæstelser (temmelig sikkert efter et hajangreb). De satte den fri igen efter nogle dage, og troede de aldrig mere ville se den. Men nej, dette startede en turist attraktion i Tin Can Bay, for dagen efter kom den tilbage, og den tog sin familie med. Derefter er dette fodringssted gået i arv i denne delfinfamilie, og de besøgende er i øjeblikket 3. generation. Der var fire delfiner tilstede i dag, og de var i alle aldre, så det var sjovt at se hvordan de skifter farve med årene. Delfiner bliver ikke grå med alderen, men derimod lys pink (tror jeg er glad nok med mine grå hår). Dette sted fik i dag også officielt besøg fra rangers som kom for at se om fodringen foregik på delfinernes præmisser, og det må man i høj grad sige det gjorde. Der blev på intet tidspunkt gjort antræk til at delfinerne skulle underholde, men blot føle sig sikre gennem fodringen, og de er jo også kloge nok til at fortrække ud i bugten igen, da folk ikke havde flere fisk. Det var lige et dyr mere, vi kunne sætte tjek-tegn ved. Sikke mange fremmede dyr vi efterhånden har set og rørt. Så gik turen sydpå igen, og i skrivende stund er vi landet på en campingplads i Coloundra, 80 kilometer nord for Brisbane.

16.-20. januar 2015

Da vi ankom til Bundaberg, var det jo bl.a. for at se havskildpadder, og der var jo som tidligere nævnt ingen ledige pladser på turene før den 19. januar, så nu kom det bare an på at slappe af, uden køreture, nogle dage.

Campingpladsen var fin, og den havde det som der skulle være. Vi havde nogle søde australske naboer, som var meget interesseret i at høre om Danmark. De var bl.a. meget interesseret i at høre hvad danskerne synes om Kronprinsesse Mary. Vi kunne kun fortælle om hvor god en ambassadør hun er for Danmark.

Det bedste ved stedet var dog deres dejlige strand, hvor vi brugte rigtig mange timer. Dagtemperaturerne lå på ca. 32 grader, og vandet lå lige omkring de 30 grader. Der var meget varmt nogle af dagene, men det tacklede vi med formiddagssvømmeture, siesta og lektier midt på dagen og så svømmetur igen om eftermiddagen. Om eftermiddagen kom der normalt nogle gode store bølger, hvor Frederikke og Rasmus kunne bruge deres boards, til at surfe på bølgerne. Det skal lige siges, at de stadig ligger på maven på deres boards.

Mor og far begyndte også at planlægge den sidste uge i Australien, og i disse planer var den kæmpe sandø Fraser Island. Vi talte med flere på campingpladsen som kunne anbefale den, men da alt kom til alt valgte vi at springe over, da to dage på Fraser Island med overnatning og leje af firehjulstrækker ville løbe op i 1000 dollars (5000 kroner). Turist-attraktionerne i Australien, som drives af private udbydere, koster bare kassen. Derfor har vi, i skrivende stund, indlogeret os i Rainbow Beach, men mere om den senere.

Vi havde som sagt meget godt vejr, og i de australske nyheder, hørte vi at natten mellem lørdag og søndag, var den varmeste i 10 år, men dette skulle få en ende. Mandag eftermiddag, mens vi var ude for at få vores eftermiddags-dukkert, kunne vi godt se at skyerne begyndte at trække sammen, og himlen blev mere og mere sort. Det begyndte at tordne og lyne i det fjerne, så begyndte at gå mod vores campingplads som lå 300 meter fra stranden. På vej til pladsen blev det bare værre, og skyerne begyndte virkelig at rotere, samtidig med at vinden tog til. Lige før vi nåede pladsen, vendte vejret fra rigtig varmt til ret køligt. Med et kom der en meget kølig vind, og lige da vi kom ind i autocamperen brød helvede løs. Det lynede, tordnede, regnede og blæste i 20 minutter, og da det stoppede, lå hele campingpladsen under vand overalt. Dette blev enden på den ekstreme varme som vi har haft den sidste uge.

Heldigvis stabiliserede vejret sig rimeligt hurtigt, for vi skulle nemlig ud til den strand, hvor havskildpadderne Loggerhead, Green Turtles og Flatbacks kommer for at lægge deres æg, og hvor deres æg også udklækkes. Hvis vi var rigtig heldige, kom vi til at opleve begge dele.

Da vi kom ud i området som hedder Mon Repos, blev de ca. 300 mennesker opdelt i seks grupper, og fordi vi fik nogle af de sidste pladser, så kom vi også i den sidste gruppe. Alle mennesker var spændt, og nogle havde endda medbragt små børn til at deltage i en sen aftenseance. Der var en del børneskrål henad ved 22 tiden, da de alle blev trætte. Ved 22.30 blev vores gruppe 5 endelig kaldt frem, og på vejen fik vi at vide, at der ikke var nogle havskildpadder på vej op på standen, men at vi ville komme til at se nyudklækkede havskildpadder svømme til havs.

Før dette, havde vi fået et spændende foredrag om havskildpadderne og deres liv. Der blev gjort rigtig meget ud af kunstigt lys påvirkede skildpadderne rigtig meget, især de små som er på vej i havet. Vi hørte også det naturområde i Mon Repos hvor de har specialiseret sig i disse havskildpadder, og deres forskning går 40 år tilbage, og de bliver stadig klogere på disse dyr som har været på jorden i 200 millioner år. Godt nok kan en havskildpadde lægge rigtig mange æg, men de havde regnet sig frem til at det kun var 1 promille af æggene, som blev til en fuldvoksen skildpadde, for derefter at vende tilbage til Mon Repos 30 år efter, og lægge sine æg. De fleste af skildpadderne bliver spist af rovdyr i havet, eller af fugle før de når havet.

De rangers som fulgte os til stranden, kunne fortælle, at de havde fundet en rede, hvor der lå levende skildpaddeunger i som ikke selv kunne komme op, da reden var blevet viklet ind i rødder fra vegetationen på stranden. De kom med syv bittesmå skildpaddeunger som vi fik lov til at se og røre, før nogle af os skulle danne en lysbro for dem. Rasmus var heldig at have en lommelygte med, så han var en af dem som fulgte dem i havet. Personerne med lygterne skulle stille sig på række, og lyse frem foran sig, samtidig med de skulle stå med spredte ben. Dette ville drage de små skildpadder mod lyset, og ud i havet. De vil altid tiltrækkes af det lyseste sted på stranden. Efter små ti minutters vralten på stranden, så var de syv små skæbner nu i egen vold, og der ventede dem nu en 70 kilometers svømmetur på meget farligt territorium, inden de kom ud på rigtig dybt vand. Hvis en af disse er blandt den ene promille som overlever, så vil man om 30 år kunne komme tilbage og hilse på den, da de opholder sig i vandet indtil de skal lægge sine æg.

Spændende aften som endte med at vi så en rede, og var tilskuere til at vores ranger talte æggene som var udklækkede og æggene som var døde for derefter at registrere det i forsknings øjemed. Trætte, men en stor oplevelse rigere, drog vi tilbage, og klokken var næsten 01.00 før vi kom i seng.

En vandrende pind i køkkenet

15.-16. januar 2015

Vi besluttede at køre lidt vestpå, og dermed ind i landet. Turen skulle gå forbi den lille mineby Mount Morgan. Turen dertil sluttede op af bjerget lige udenfor Mount Morgan, hvor der var en meget flot udsigt over mod Rockhampton-området. Lige inden vi ankom til Mount Morgan, var der kommet en kæmpe regnskyl, og da temperaturen inde i landet er højere end ved kysten, så steg vi lige ud i en mur af fugtig varme. Børnene holdt sig inde i vores autocamper, med aircon tændt, mens mor og far nød en eftermiddagsøl. Campingpladsen havde fået nye ejere, og det var et ung par med gå-på mod, men der var også nok at gå i gang med. De havde fået moderniseret køkkenet, og det var meget lækkert og utrolig flot lavet i mineby-look. Aftenens menu stod på hotdogs, og disse blev nydt i det charmerende køkken, samtidig med at vi så lidt sjovt tv. Det er dog det første køkken som kunne præsentere næsehornsbiller og vandrende pinde. Køkkenet var bygget af metalplader og træbjælker, men vi følte os sikre nok, trods stærk regn med lyn og torden. Som altid hernede, så er det varm regn. En dejlig aften.

Vi aftalte at køre tidligt næste dag, da turen gik til Bundaberg, som var en tur på 325 km (4-5 timer). Turen gik som altid godt, og da vi kom til Bundaberg, startede vi som altid med at tage til turistkontoret. Vi havde mødte nogle andre danskere i Kinka Beach, som kunne anbefale en tur lige nord for Bundaberg, hvor vi kunne komme ud at se havskildpadder som både lægger æg, og andre som bliver udklækket. I dag er det fredag, og den første ledige tur var ikke at finde før mandag aften, så nu bliver vi her indtil tirsdag formiddag. Ungerne trænger virkelig til en pause, og det har vist sig at stranden er helt perfekt (dejlig sand overalt, gode bølger, vandet 29 grader og luften 32). Oven i dette er der andre børn på pladsen, og Frederikke og Rasmus har allerede hilst på nogle af dem. Det bliver dejligt med nogle dage på samme sted, det trænger forældrene også tilJ

Lacoste

14.-15. januar 2015

Klokken lidt i 8, skal det meste af familien op og tisse, så derfor kan vi jo lige så godt stå op også. Vores plads på campingpladsen, havde vi ikke betalt endnu, og Rasmus havde i aftes øvet sig i at gå til receptionen, for at betale. Rasmus og hans hjælper (far) gik mod receptionen, og Rasmus brilierede med at forklare camping-mor, at vi var en familie på 4 personer, som kom i går aftes, og at vi gerne ville leje en plads i to dage. Det eneste far skulle, var at køre Mastercard igennem.

Efter morgenmaden gik turen til krokodillefarmen. Den lå ude midt i absolut ingenting, og da vi kom dertil, så vi en masse søer, men overhovedet ingen krokodiller. Vi talte om de overhovedet havde nogle krokodiller.

Det var sønnen af den oprindelige ejer, som nu drev farmen, og det var ham som styrede foredraget og rundvisningen. Først fortalte han om meningen med krokodille-farme, og det var at producere skind, samtidig med at de skulle samarbejde med andre offentlige og private instanser omkring at beskytte krokodillerne mod mennesker, og omvendt. Han lagde ikke skjul på at det var benhård forretning, og kunne fortælle at de i 2002 mistede en meget produktiv krokodille, og omregnet var det et tab på 50 millioner, for de æg/krokodiller som den kunne have nået at have haft. Det bedste skind på en krokodille koster 25 US-dollars pr. kvadratcentimeter, og de bliver handlet på internationale børser, for at imødekomme krybskytteri og sortbørshandel. De par krokodille-souvenirs vi købte, fik vi også beviser med på, for at vi ikke skulle blive taget i tolden.

Så var det tid til rundvisning og fodring af krokodillerne. Den første sø vi kom til, var der ikke skyggen af en krokodille, men efter lidt råb og piften fra ejeren, så begyndt vi at kunne se lidt liv i vandet. Der blev kastet mad/kyllinger ud til dem, og med glubsk angreb fra disse dræbere, var kyllingerne fortæret, og væk var de. Vi blev bedt om at tælle alle krokodillerne vi kunne se, og ingen kunne tælle til mere end ni, men ejeren kunne fortælle, at der gik 23 i søen. Det er ikke de krokodiller som man kan se, man skal være bange for - men dem som man ikke kan se. De bevæger sig totalt ubemærket under vandet, hen til steder hvor der er vibration. Dette kan være fra både dyr og mennesker. Der blev også givet gode råd om, hvordan man skal forholde sig, hvis man møder krokodiller. Kravl aldrig op i et træ, for en krokodille kan undvære føde i op til 12 måneder, og på det tidspunkt er man faldet ned fra træet. Det bedste råd er at løbe alt hvad man kan, tilbage af den vej, som man kom fra.

En meget spændende rundtur i selskab med toppen af fødekøden hvad angår landdyr. Denne brutale og koldblodige dræbermaskine, har ikke andre fjender end sygdom, alderdom og mennesket. Vi sluttede i deres restaurant, hvor vi skulle smage krokodille-burgere, krokodille-kebab og krokodille-ribs. Lad os sige det på den måde - nu har vi smagt det - men det er ikke noget vi leder efter på resten af turen. Der var ikke meget smag i det. Vi har bestemt at vi vil have en lammekotelet til aften, det ved vi hvad er:-)

I morgen rykker vi mod et museum i Rockhampton, og fortsætter ud til en gammel mineby som hedder Mount Morgan

Ingen kommentarer

13. Januar 2015

Vi havde forberedt os selv på, at en af dagene, blev vi nødt til at tage en lang dag på vejen. Den dag oprandt, og efter indkøb til de næste par dage og tankning af vores motorhome gik turen fra Bowen til Rockhampton-området. Det blev til syv timers køretur, kun afbrudt af tisse- og ispauser. Vi var lidt spændte på hvordan ungerne ville klare en sådan lang dag på bagsædet. Det viste sig at være forældrene som til sidst var mest trætte af at køre, for både Rasmus og Frederikke læste faktisk hele vejen. HJÆÆÆÆLP - der er en læse-ånd, som har indtaget vores børnJ. Det har vi aldrig oplevet før.

Det var spændende at se hvordan naturen ændrede sig fra regnskov/tropisk og til mere tørt landskab. Der var også flere steder på vejen, hvor der havde været brande (bushfires). Der var også ændring i agrikultulturen, for vi kørte fra Sukkerland ned til Kødland. Dvs. at det nordøstlige Australien producerer rigtig meget sukker, og Rockhampton er kendt som beef-område.

Det nåede lige at blive mørkt før vi kom frem til campingpladsen, men vi kom godt på plads på en dejlig campingplads, og efter en gang aftensmad, var vi klar til at putte i seng. Dagen i morgen står på et besøg på en krokodille-farm.

10.-13. januar 2015

Så skulle der tages nogle kilometer ned af kysten. Vi har efterhånden fundet ud af, at det er en super god ide at start med at køre til deres turist kontor. De er ofte bemandet af frivillige ældre der kender deres område som deres egen bukselomme. Vi skulle egentligt have været til Airlie Beach, hvor vi havde planlagt at komme ud og se øerne ved Whitsaundays, men ved turistkontoret fortalte de om området, og der passede den lille strand Horseshoe Bay i Bowen os bedre. Her kunne vi for første gang svømme uden stingernet, og det nød vi. Det er et rigtig dejligt og meget stille sted, hvor det endte med at vi tog tre overnatninger, i stedet for de planlagte to. Frederikke og Rasmus ville så gerne blive en ekstra dag, da de syntes det var sådan et dejligt og roligt sted. Den første aften vi var her, var der søskildpadder der blev udklækket, men det oplevede vi desværre ikke. Der var blevet udklækket en hel del, og da der ikke var noget måneskin den aften, vandrede de mod parkeringspladsen bag stranden, hvor der var kraftig lys fra en lygtepæl. De var endda inde på en restaurant, så alle mennesker var i gang med at redde dem ud i vandet. Anden aften var vi nede for at se dem, men der kom desværre ingen. I skrivende stund håber vi på det lykkes at se disse små skabninger drage til søs i aften.

Rasmus og Frederikke har rigtigt slappet af i Bowen, og de har i løbet af vores eftermiddags-siesta været flittige med lektier. Rasmus fik en Harry Potter-bog af sin kammerat før afgang, og den er han blevet meget optaget af at læse i, og samtidig har han fundet en fritidsbeskæftigelse, nemlig at klatre  på de store sten/klipper, som omkranser strandene. Han er rigtig skrap til det, og inviterer meget gerne resten af familien på en vandretur.

Vi har alle nydt vores dage i Bowen, og vi er kommet ned i tempo, så meget at far glemte at kigge sig for i dag ved middagstid, og gik lige ind i vores solpresenning, hvilket bevirker at han kommer til at følge Rasmus’ Harry Potter-tema, med et ar midt i panden.

I morgen bliver dagen hvor vi tager en lang tur på vejene, for at komme godt med tidsplanen. Vi har planlagt at køre godt 500 km., og ende omkring Rockhampton. Dette betyder at vi faktisk kun har ca. 650 km til Brisbane, som er vores endestation. Men vi når det nok, for vi har jo helt indtil den 28. januarJ.

Hov, der kom lige en papegøje

Townsville/Magnetic Island

9. januar 2014

Efter at have ligget i et voldsomt lavtryk i det nordøstlige Australien, hvilket var forårsaget af en cyklon som havde hærget over Indonesien tidligere, så trængte vi til tørvejr. Vi besluttede at køre små tre timer sydpå, hvor vi valgte Townsville, som vores destination.

Vi fik som sædvanligt handlet på vejen, og ungerne er ved at kende de forskellige australske supermarkeder, samt hvordan de mest gængse varer ser ud. Priserne er ca. som i Danmark, men nogle af tingene er meget dyrere. På vejen til Townsville fik vi også betalt børnene, den is som vi skyldte dem for gåturen ved Mission Beach.

Vejret blev bedre og bedre jo længere vi kom sydpå, og da vi ankom til Townsville, skinnede solen fra en skyfri himmel, og temperaturen sagde 31 grader. Frederikke og Rasmus skyndte sig poolen, mens de gamle lige kom på plads. Det var rigtig rart at have en dag uden regn, da meget af vores vasketøj var klamt og fugtigt. Aftensmaden stod på hjemmelavede burgere, som vi endda kunne spise på vores terrasse, og til dessert, fortalte vi røverhistorier om vores gåtur gennem krokodillefyldt farvand, samt at være faret vild. Det fik smilene frem og latteren til at rulle.

Når man siger Townsville, så siger man samtidig Magnetic Island. Det er en lille ø (20 km i omkreds), som ligger 20 min. Sejlads væk. Magnetic Island blev opdaget i 1770 af Kaptajn James Cook, og grunden til han døbte den Magnetic Island, var at han troede, den var magnetisk. Kompasset blev ved med at pege i retning af øen, lige meget om han sejlede forbi. Han fandt dog senere ud af at det var kompasset som var i stykker.

Lise besøgteTownsville og  Magnetic Island tilbage i 1991, hvor hun rejste rundt i Australien, men hun måtte sande at der er sket meget på 23 år. Havnefronten i Townsville er blevet totalt renoveret, og gjort til et meget flot rekreativt område, efter en voldsom storm for 12 år siden, og livet på Magnetic Island er blevet noget mere organiseret. Det er blevet en meget mere turistmæssig ø at besøge, men stadig meget hyggelig. Vi besøger jo godt nok øen udenfor højsæson, så det er nok forklaringen på roen.

Vi kunne vælge at købe en multibillet til bussen, men vi havde også set de små Top-Less biler. Det er meget meget små cabrioleter, som er nemme at manøvrere, og som giver en frihed til at bevæge sig frem og tilbage, når det passer en selv. Da vi kom til den første strand, ville Rasmus gerne kravle på de store sten og klipper ned til stranden, så de gjorde vi en times tid. Det var mest Rasmus og Lise som kravlede. Frederikke sad og så godt ud og solede sig, mens far tog billeder. De kalder mig The White Japanese (Den Hvide Japaner). Nu var det badetid, så vi kørte til Horseshoe Bay, hvor vi brugte tre timer på badning og frokost.

Kl. 14.30 stod den på et besøg i øens dyrepark. Det var bl.a. koalaerne som Rasmus og Frederikke så frem til. Inden vi kom til koalaerne, så hørte og så vi papegøjer, wombats, firben (lidt større end danske), slanger og krokodiller. Der var også tid og plads til at gæsterne fik lov til at røre ved alle dyrene, undtaget de store ferskvandskrokodiller. Guiden kunne fortælle at ferskvandskrokodiller ellers overhovedet ikke er farlig for mennesker, men det er saltvandskrokodiller til gengæld. De er koldblodige mordere, og spiser alt hvad der bevæger sig, også mennesker. Der var sidste år fire registrede dødsfald som følge af krokodille-angreb. Det skal lige siges, og disse saltvandskrokodiller ynder at holde til hvor ferskvand løber ud i saltvand, noget lignende det vandløb som vi krydsede for to dage siden. Da jeg fortalte en af de andre gæster om dette, sagde hun bare, at man aldrig skal gå i noget vand i det nordøstlige Australien (Queensland), som ikke er godkendt. Man ved aldrig hvad der befinder sig under overfladen, sagde hun.

Det var en stor oplevelse at røre ved alle dyrene, samt at høre om arterne. Vi fik derefter lov til at overvære og deltage i fodringen af de vildtlevende papegøjer i området. Dem som havde lyst kunne prøve at håndfodre papegøjerne. Da maden kom frem, var de der som fluer på en lort. Der var pludselig papegøjer overalt, og de skreg og skrålede efter hinanden. De var overalt på de mennesker som havde en smule mad i hånden. De sad på skuldre, på hovederne, armene og hænderne. En af dem tilmed sked Rasmus oven i håret, hvilket han ikke var helt tilfreds med. Det var også en stor oplevelse.

Efter en gang Fish and Chips på strandpromenaden, var det nu tid til at vende snuden hjemad, men vi kunne lige nå solnedgangen på den anden side af øen.

Kl. 19.45 drog en træt familie tilbage til fastlandet og campingpladsen, med mange oplevelser i bagagen. I morgen lørdag, prøver vi at køre strækningen fra Townsville til et sted kaldet Airlie Beach, hvor der skulle ligge nogle flotte øer som kaldes Whitsundays, og om ikke ret lang tid, er vi så langt sydpå, at vi kan bade ved alle strande, uden at skulle tænke på marine-stingers.

Magnetic Island kan varmt anbefales, det er et fantastisk sted.

6.-8. januar 2015

Så gik turen mod syd og gerne mod lidt mere solskin. Selve køre turen gav lidt sol men ikke meget. Vi ankom til campingpladsen og kunne konstatere at man ikke behøver at booke på forkant. Her var meget stille og frit valg på næsten alle pladser. Så en plads lige op mod poolen, toiletterne og køkkenet var hilst velkommen. Det viste sig også at være en klar fordel, da regntiden virkelig gav det vildeste billede af sin kunnen. Vi havde stadigvæk svær ved at vende os til at regn ikke er = kulde. Der kan uden problemer svømmes og bades i det vildeste regnskyl….regnskyl som ville få DK til at gå i stå.

På dag 2 i Mission Beach var der nogenlunde tørvejr fra morgenstunden. Så med optimistisk sind drog hele familien Hansen afsted mod det nærmeste stingernet. Det som var omtalt som en 30 min. gåtur, viste sig at være lidt længere, og mod enden kom vi til den omtalte flod mellem regneskoven og havet. Trods vand godt op under armene og en god strøm fik vi hele familien over på den anden side. Dette skulle senere vise sig at være første og sidste gang vi drager ud i sådan et vovestykke. De lokale kunne fortælle, at de aldrig ville krydse sådan noget vand, da risikoen for saltvandkrokodiller og babystingers er alt for stor. En oplevelse som efterfølgende er blevet brugt til gode helte- fortællinger over aftensmaden. Især med Calle som ham der løftede hele familien i den ene arm, mens ham kæmpede med krokodillerne???? J

Turen hjem skulle selvfølgelig gå via vejen, men det viste sig at være noget at en udfordring. Trætte efter flere timer i vandet og med sko der ikke lige passede til at ungerne skulle gå flere kilometer, var vi udfordret. Vi forældre måtte indrømme, at dette ikke lige var helt gennemtænkt og isens størrelse steg for hver strækning der viste sig. Vi forsøgte at tomle os frem, men uden held. Til sidst kom vi til et industriområde og fik bestilt en taxi. Ungerne har vist tilgivet os….. en lille smule.. og det har givet familien en fantastisk grundhistorie til at evaluere dagens oplevelser over aftensmaden. Sidst på dagen kunne vi så konstatere at lige meget hvor overskyet det er i Queensland, skal man altid huske at opdatere solcremen!! Vi havde fået lidt mere sol end nødvendigt. Heldigvis ingen store solskoldninger!

Udsigten fra vores autocamper på Ellis Beach

5. januar 2015

Ellis Beach

Nu er der præcist gået en måned siden vi forlod Danmark, og vi er stadig ved godt mod.

Vi hentede den 3. januar vores MotorHome, og efter en længere introduktion fra forhandleren, kunne vi drage afsted. Vi skal godt nok mod syd i Australien, men da vi gerne ville opleve Great Barriere Reef, bestemte vi at køre ca. 35 km. Mod nord, til et sted som kaldes Ellis Beach. Her havde vi via internettet fundet en fantastisk campingplads, og vi var så heldige, at vi kunne få en plads 25 meter fra vandkanten, og samtidig ved en dejlig strand. Vi vågner hver morgen til bølgesus, og med den mest fantastiske udsigt.

Paul og Susan som vi besøgte på Tasmanien, havde sagt at det ville blive meget svært at finde en campingplads, da der er ferietid i Australien. Det tog kun en enkelt mail. Det viser sig dog ikke så svært, da der ikke er så travlt i det nordlige Australien i denne tid, da der heroppe er regntid lige nu. Der er dog meget travlt heroppe fra juni til september, da der på det tidspunkt stadig er varmt heroppe, men noget køligere i det sydlige Australien.

Dagene her i Ellis Beach har vi brugt ved stranden og poolen som hører med til campingpladsen. Vandet ved stranden var i går 29 grader, så det er begrænset hvor meget vi bliver kølet af. Vi kan dog ikke bruge hele stranden, da der på denne årstid er højsæson for Marine Stingers (australske brandmænd), og disse er noget mere farlige end de danske. Derfor er der sat et net op på en lille del af stranden, hvor vi kan bade indenfor. Vi er også blevet klogere på hvad regntid egentlig er - der kommer masser af regn sommetider, men vi skal lige vænne os til at det stadig er trykkende varmt. Vi kan dog prise os lykkelige med at vi bor i MotorHome, da vi er hævet fra jorden. Vi har i de tre dage, vi har boet på pladsen, haft adskillige naboer som næsten skulle have haft redningsveste på. Vi har havet 25 meter mod øst, og vi har regnskoven 100 meter mod vest, sikke en oplevelse.

Grunden til vi tog mod nord, var jo at vi skulle ud på Great Barriere Reef. Dette blev med snorkel, så hele familien kunne være sammen. Ungerne glædede sig, men vidste ikke helt hvad det var de skulle opleve. Turen derud var med en del bølger, og det var godt den ikke var længere end den var. Endelig kom vi ud til revet, og efter lidt startvanskeligheder grundet høje bølger, fik vi en fantastisk dag, hvor vi oplevede fisk i alle regnbuens farver. Rasmus har talt en del om hajer inden vores tur, men dem mødte vi ikke nogen af, men en af guiderne fortalte, at netop denne båd vi var på, havde for fjorten dage siden været med i en redningsaktion, ved et af de steder vi snorklede. Der var nogen som var ude at fiske med harpun, og i stedet for at have sin fangst i en snor bagefter sig, som normalt, så havde han et net bundet fast til sit ben med sin fangst. Dette resulterede i at der kom en haj, og ville have fat i noget af fangsten, men samtidig også fik fat i mandens ben. Sikke en historie at få, lige før vi skulle snorkle. Vi valgte først at fortælle Rasmus historien på vej tilbage til campingpladsen.

Næste stop på turen er 2½ times kørsel sydpå ved et sted som hedder Mission Beach. Det skulle også være et dejligt sted, så det glæder vi os til at opleve, samt fortælle om.

31. december + 1. januar 2014/15

vækkeruret ringede allerede kl. 03.45, og turen gik mod lufthavnen i Launceston på Tasmanien. Det var med noget spænding der skulle køres ved morgengry, for det er ved daggry og tusmørke langt de fleste påkørsler af dyr sker. Vi kom frem til lufthavnen uden liv på samvittigheden. '

Først gik turen til Melbourne for at flyve videre til Cairns oppe i det nordøstlige Australien. Quantas prøvede at hverve unge mænd som piloter (se billede), men Rasmus valgte heldigvis at følge med familien på resten af turen.

Ved middagstid landede vi i Cairns, og der mødte os en meget venlig service-dame, som kunne ringe efter vores hotelbus, og da vi kommer ud af lufthavnen, møder der os samtidig en mur af fugtig varme. Hurtigt kommer vi på hotellet, og trækker i badetøjet for at blive kølet af i poolen, men må her konstatere, at vandet er ligeså varmt som luften. Der er bare varmt overalt, undtagen på værelset når airconen kører på fuld blæs. Det er faderen i familien som lider mest, og det skulle også vise sig, da familien ville ud på aftentur nytårsaften. Denne tur endte lige efter det flotte familiefyrværkeri, som heldigvis blev skudt af kl. 21. For første gang i mit liv gik jeg kold før tolv, og jeg havde endda ikke rørt en dråbe alkohol. Det bliver første, sidste og eneste gang.

Nytårsdag gik med varmetilvænning og afslapning samt tilrettlæggelse af den videre tur i Australien. Den 3. januar drager vi lidt nord mod et sted som hedder Ellis Beach, og ifølge mailkorrespondencen campingpladsen, så skulle vi få en plads lige i vandkanten. Det glæder vi os til.

30. december 2014

Vores sidste dag på Tasmanien har været ren afslapning i forhold til de andre dage. Vi har sovet længe, og gjort klar til vores afrejse meget tidlig i morgen tidlig.

I løbet af dagen har vi kun været på en 1½ times køretur rundt i George Town, hvor Poul og Susan har vist os de mest seværdige steder. Vi harbl.a. været ude ved Low Head, som er området hvor fyrtårnet står. I dag var det dog Blow Head, da der stod en meget kraftig vind ind fra nordvest.

Ellers har den stået på pakning og tøjvask før vi smutter til Nord-Australien hvor vi holder nytår.

Vi vil se tilbage på Tasmanien som en meget smuk ø, med rigtig mange muligheder for de skønneste naturoplevelser. Vi har kun oplevet en promille af disse, og Tasmanien må siges, at være en ø hvor man sagtens kan bruge 3-4 uger, samt at det kræver en rimelig god fysisk form, hvis man vil helt ud i yderkrogene af naturen.

Vejene på Tasmanien er for det mest meget små og kringlede i forhold til Danmark. Hernede tager det bare længeer tid at køre,selvom hastighedsgrænserne sommetider er meget liberale. På de største veje, som minder om vores motorveje er hastighedsbegrænsningen 110 km/t, men når man køre ude midt på landet, i en normal 70-80 km/t i Danmark, så kommer der pludselig et skilt med tilladt hastighed på 100 km/t, og 500 meter senere kommer der skilte med hvor farligt det er at køre for hurtigt. Oven i dette skal man lige lægge en masse døde dyr som er påkørt, og det er ikke smådyr. Det er wombats på 25-30 kilo, samt wallabees som er på størrelse med en alm. dansk hund. Disse døde dyr har ofte været skyldt i mange beskyldninger om at en af os har pruttet i bilen, men det viser sig at stanken fra de døde ådsler, trænger ind i bilen når man kører forbi dem. på den uge vi har været her, og med de godt 1500 km vi har tilbagelagt,må vi sige at der i den nordlige halvdel af øen kun er to byer, hvor der bare er lidt liv. Det er George Town og Launceston. Alle andre byer vi er kommet igennem, har været som spøgelsesbyer taget ud af en western-film.

Hvis vi nogensinde er så heldige at besøge denne smukke smukke ø igen, så er det for at udforske den noget mere, og ikke kun et familiebesøg. Tasmanien er uudtømmelig for naturoplevelser. Her er alt, bjerge, skove, strande og et fantastisk dyreliv.

Vi er taknemmelige for at have oplevet det som vi har hernede, og nu venter der os nye oplevelser påøstkysten af Australien den næste 29 dage.

Godt Nytår til alle Jer som følger os, og vi håber I alle kommer godt ind i det. Der kommer nyt fra os i 2015 😎

Frederikke, Mr. Kangaroo og Rasmus

29. december 2014

Dagen idag var afsat til at besøge grotter og dyrepark. Vi forlod George Town  ved 9 tiden, og drog mod grotterne ved Mole Creek. Et smukt naturområde langt ude på landet, hvor der findes forskellige former for grotter. Vi valgte den som har den store "katedral". Grunden til at det kaldes den store katedral, ligger i at en af hulerne i denne grotte bl.a. har en fantastisk akustik. Vores guide gav prøver på dette, samtidig med hun slukkede alt lyset, helt fantastisk. I disse grotter findes der også Glow Worms. Det er små insekter som kun lever i 3-4 dage, men de lyser i mørke. En totalt mørk hule og Glow Worms i loftet, minder om at kigge op i en stjernehimmel, og samtidig med at vandet risler fra sprækker i bjerget, føles det helt hypnotisk og meget afslappende. Rasmus mente dog ikke, at det helt var pengene værd. 

Herefter havde vi besluttet at besøge en lille dyrepark næsten ved siden af grotterne. Rasmus skulle hurtigt ud og sondere parken, og han kunne herefter fortælle hvor alle dyrene var, men han havde dog ikke fundet dem alle.

Vi gik rundt og kiggede på Tasmanske djævle, Wombats, ørne m.m, og havde lidt svært ved at finde meningen med denne park, indtil en guide kaldte folk sammen, og herefter fik vi nu 1½ times fantastisk rundvisning og fortælling om parken. Han tog nogle dyr ud af burene, og vi fik lov at r&%3

28. december 2014

Vi var lidt svære at få ud af sengen i dag, for vi var meget trætte fra gårsdagens strabadser. Pau og Susan havde spurgt om vi ville med til Launcesten Gorge, som er en park der ligger lige i udkanten af Launcenton. En fantastidk park med en stor pool og sø som der kan svømmes i. Der er også en kort tur rundt på små stier, og den skulle vi selvfølgelig lige prøve.

nu blev der lige ribbet op i de ømme muskler, men en dejlig tur. rundt i området, og pludselig blev vi også vidner til vilde søløver som havde svømmet op af floden. De to søløver tog ikke så meget notits af alle de fotografer som stod på kanten.

Da vi havde brugt små fire timer i parken, kørte vi hjem for at grille, og gøre klar til aftenens pingvin-tur som fandt sted lige nord for Poul og Susans hjem.

Det var en fantastisk tur rundt i pingvinens univers. Tour-guiden fortalte alt om pingvinenes opvækst, hulebyggeri, føde og fjender. Vi kom helt tæt på vilde pingviner, som var på  vej op af vandet for at fodre sine unger. Utroligt hvordan disse små skabninger lever deres liv, hvordan et stille og fredfyldt naturområde på ½ time kan bliv forvandlet til et inferno af hyl og skrig.

Nu er klokken rigtig mange, og morgendagen lover ikke så godt vejr, så det er dejligt at der i morgen står grottetur på progrmmet

Familien Hansen på Wineglass Bay

27. december 2014

Så kom tiden til at besøge en af verdens ti smukkeste strande, Wineglass Bay, som ligger på Tasmanien. Den ligger tre timers kørsel fra George Town, så famlien Hansen kørte afsted ved 08.30 tiden. Det første stykke gik fint, for det var på hovedvej, men så kom vi ud på de mindre veje, og Frederikke døjer lidt med køresyge, når far tager de små veje for hurtigt, så Fru Hansen og Frk. Hansen måtte bytte plads den sidste halvdel af turen.

Lidt før ankomst til Wineglass Bay holdte vi ind ved et lille ishus, og ejeren kunne fortælle os om det der ventede os. Han kunne fortælle os at der ventede os en 1½ times gåtur fra P-pladsen til stranden, hvilket vi grinede en smule af, da vi satte os i bilen. Afsted det gik mod området. Vi fik købt billet til området (intet er gratis i Australien), og vores gåtur mod den skønne strand begyndte. Det gik op af mange trapper (860 trin fortalte manden), men at bruge 1½ time på en 2½ km. strækning, det ville være i overkanten. Det gik stadig opad, og der var varmt. Det fladede lidt ud - for så igen at gå opad.......Ups, nu nåede vi toppen, og så begyndte nedstigningen. Den bestod ikke af så gode trapper som opstigningen, men langt det meste var tilfældigt smidte sten, på en meget stejl nedadgående strækning.

Da vi havde tilbragt en time og et kvarter som bjerggeder, og vi svedte tran, kunne vi sætte vores fødder i sandet på en fantastisk smuk strand. Her kørte der ikke tyske turister rundt 50 meter fra vandkanten, men her var en perle af den anden verden. Vi kunne ikke vente med at kaste os i de grønne og blå bølger, lige indtil vi kom til vandkanten - vandet var bare pissekoldt. Far og ungerne kom i vandet for en kort bemærkning. Vi spiste vores madpakker, hyggede os og tog billeder før vores tur tilbage til bilen startede. Vi klarede denne familie-buildingtur med bravour, og det var nogle stolte unger der trætte satte sig i bilen, klar til at køre hjemad.

Turen hjemad blev også lang, men meget smuk. Vi kørte et stykkke langs østkysten, for derefter at komme igennem Elephant Pass, som er en 15 km strækning med snoede veje mellem to bjerge. En smuk køretur, hvor man bl.a. møder bregner på størrelse med store biler.

Efter en dejlig tur kom vi hjem 12 timer efter vi startede ud, da havde vi tilbagelagt 500 km, og vi vsr mange oplevelser rigere.

26. december 2014

Dagen i går blev brugt på at pigerne faktisk var til julegudstjeneste fra morgenstunden. Frederikke er jo kommende konfirmand, så der skal også gåes til kirke, selvom man er ude at rejse.

Da klokken var knap middag, skulle vi have vores gaver, og alle var godt tilfredse, selv der ikke var ret mange, og størrelsen var også meget begrænset. Frederikke og Rasmus har klaret julen super fint.

Julemiddagen stod på kalkun og skinke til hovedret, og en noget speciel kage til dessert. Den har hængt under loftet siden september, og Susan har allerede nu, kagen til næste jul, hængende. Den overhældes så med likør og flamberes i et par minutter. Smager ret godt med is eller flødeskum til.

Boxing Day (1. Juledag)

Platypus - det var et ord vi aldrig havde hørt før, men efter lidt forklaring fra Susan og Poul, regnede vi os frem til at det var et næbdyr.

Da ungerne jo ser noget tegnefilm, hvor der er et næbdyr med, så måtte vi jo besøge Platypus-farmen i Beauty Point. Dette er et sted hvor de lige i øjeblikket forsøger at få fremynglet et næbdyr i fangenskab. Det er aldrig sket på Tasmanien før.

Vi fik et foredrag og en film om næbdyrets liv. Det var ret spændende at se denne lidt mærkelige skabning, og høre om den. Næbdyret ser og lugter meget dårligt, så den skal føle sig frem med sit brede næb, så derfor er den næsten i konstant bevægelse for at finde føde, men den SKAL også bevæge sig hele tiden under vand, for ellers flyder den til vandoverfladen som en korkprop.

På samme tur hørte vi og så om det tasmanske pindsvin Echidna. Noget større end det danske pindsvin, og med nogle pigger som er lige så tykke som strikkepinde, men en del spidsere. De er utrolig fredelige ligesom danske pindsvin.

Frederikke og Rasmus var noget trætte efter denne rundtur, og kørte med Susan og Poul hjem, og det gjorde at mor og far kunne køre en tur på egen hånd. Den tur gik til et lille naturreservat som ligger tæt på nordkysten. Ikke det bedste tidspunkt på dagen for en sådan tur, da der var noget varmt, men vi fik set store papegøjer og en del kænguruer. De fleste dyr fik vi dog set på vejene, men det var desværre dem som var døde af påkørsler. Der ligger faktisk et kadaver for hver 500 meter, og nogle af dem må have givet nogle seriøse buler, i de biler som har påkørt dem.

Vi er begyndt at kunne uploade billeder igen, så der er nu kommet billeder fra Disneyland i fotoalbummet

Hold til venstre.

25. december 2014

Så ankom vi til Tasmanien, og langt væk fra storbyerne Vancouver, Los Angeles og Sydney. Det kan godt mærkes, for hernede går tingene i det tempo, der lige falder ind. Det var med bævrende hjerte vi nu skulle til at køre i modsatte side af vejen. Det gik meget stille og roligt, for der er ikke meget trafik hernede. Tasmanien er 1,5 gange større end Danmark, men til gengæld bor der kun 520.000 mennesker hernede, så der er masser af plads, også på vejene. Stor omvæltning.

Vi ankom til Susan og Pauls hus ved 17 tiden, da GPS'en lige sendte os via nogle små veje lige udenfor lufthavnen i Hobart. Her ventede Susan, Paul ogderes datter Kerryn spændt på os. DEt er 23 år siden at Lise var hernede sidst, så gensynsglæden var stor. Susan og Paul har dog været i Danmark i mellemtiden. Vi skulle lige strække ben med en gåtur langs vandet, hvor vi blandt andet så både papegøjer og en enkelt kæmpe pelikan. Lidt sjovt på en juleaften.

Susan havde derefter forberedt dansk julemiddag, da det jo er dansk tradition den 24. december. Vi fik både risengrød samt koldt bord med rugbrød, hjemmelavet leverpostej, sylte, laks, ål, æg m.m. Det var nogle mætte og trætte danskere der forholdsvist tidligt trippede i seng.

Operahuset By Night

23. december 2014

Sydney.

15 timer i en flyver, var hvad vi skulle præstere for at komme fra LA til Sydney. I de 15 timer blev vi en dag ældre… helt uden vi mærkede det. Selve flyveturen gik rigtigt godt. Vi skulle afsted ved 23 tiden, hvilket gjorde at ungerne og de voksne fint kunne falde i søvn, da vi endelig havde fået os indrettet med de udfordringer som alt over 150 cm giver en. Så efter en tidlig morgenmad og flere gange Kit Kat ankom vi til Sydney. Her er der grænsekontrol. En lang kø med få arbejdende australiere, flere formularer der skulle udfyldes på hver og en af os med bl.a Ebola osv.

Calle havde noteret at vi havde æbler med ind i landet. Vi vidste godt at den måske ikke var helt gangbar, men vi kom hurtig igennem og fik lov til at opleve narko/madhundene arbejde - og jeps det er præcis lige som på TV. Vi fik lige en snak med tolderene og de var vist lidt stolte af at vi havde set dem på TV i Danmark.

I lufthavnen kunne vi allerede mærke varmen og morgensolens 25 grader. Vi fik købt et ugepas til deres tog, bus og bådsystem. Vi kunne kun købe til en uge, men når det så er sådan, har det været alle pengene værd! Allerede da vi kom til Central ( hovedbanegården) og vi opdagede at vi manglende vores lille kuffert, kom det i brug. Calle drog tilbage til lufthavnen men mor og unger drog ud for at finde hotellet. Hotellet ligger lige uden for Central i det gamle centrale posthus. Vi fik en skøn toværelses lejlighed med plads til hele familien. Noget både unger og forældre vist trængte til. Calle vendte tilbage med vores kuffert, som så venligt var indleveret. Så i storbyens travlhed er der heldigvis en masse ærlige mennesker.

På vores ankomstdag var der stadigvæk en del træthed, og den blev brugt til at afprøve hotellets pool og fitness-rum. Derudover fik vi afprøvet hvorledes man handler i et fire etagers supermarked men rulletrapper til vognene. Australien er samme prisniveau som Danmark, endda nogle steder over danske priser. Godt der ikke er rygere i familien mere, da 20 cigaretter koster 20 Australske dollars (110 kroner). Men vi lever ca. for 200- 300 kr. om dagen for alle måltider. Dette er med madlavning i lejligheden og et sparsomt potte og pande udvalg. Men spaghetti og kødsovs er altid godt, især når USA har budt på en del burgere.

Anden dagen bød os velkommen med sol og varme. Vi gik til havnen med Operahuset. En stor oplevelse for børn og voksne. Som der første var vi med en af de offentlige færger på havnerundfart. Det blev til nogle rigtige gode billeder og man fik fornemmelsen af livet omkring Operahuset og de små bugter omkring. Vi var på en times rundvisning inden i Operahuset, hvor vi fik hele historien med om Jørn Utzon og byggeriets lange rejse.   Et fantastisk fremtidssikret byggeri som faktisk var fravalgt af komiteen fra start af. Det viste sig også at man ikke vidste hvorledes man skulle lave buerne da man var færdige med at støbe fundamentet og det var i sidste øjeblik at Utzon fandt en løsning. Så fra et budget på 7 mio. dollars, endte man med byggeudgifter på 102 mio…. altså aus. dollars !, og en tidsplan som i starten skulle være tre år for byggeriet, men endte med hele 16 år.  En skøn dag hvor vi tilbagelagde ca. 10 km på gåben. Noget som vi faktisk når op hverdag. Calle og jeg er imponeret over ungernes evne og lyst til at gå på oplevelse i en stor by.

Tredje dagen startede med en tur til Kings Cross. Et typisk kvarter for rygsækrejsende. Også kendt som et sted med ludere og lommetyve, hvilket man dog ikke ser meget til ved højlys dag.  Efterfølgende tog vi til Bondie Beach og fik og en tur i havet. Skøn strand med fede bølger og lækkert sand. Vi fik spist vores madpakker og ungerne fik smag for, hvorfor moren holder på at man skal smørres ind i solcreme hver dag. På den tid det tog at spise vores medbraget madpakker nåede Rasmus at få lidt for meget sol, på hans ellers solvante ben. Så nu er der ingen problemer med at få dem smurt ind i solcreme længere.

Vi drog hjem til hotellet og lige en tur i poolen, inden vi tog på aftentur til Down Town Sydney og derefter til Operahuset. Endnu engang fik vi glæde af vores tur par til deres helt fantastiske trafik system. En aftentur på vandet efter mørkets frembrud men alt hvad havnen kan tilbyde. Vi tog en tur til Darling Harbour og hoppede på båden tilbage efter området var beset. Endnu en dag hvor vi rundende de 11,5 km på fod.

Fjerde dagen bød på trætte børn og voksne. Overhovedet i familien .. altså Calle, fik lov til at bestemme dagens indhold. Den skulle bestå af et besøg i den olympiske by. Efter flere skift med tog og en noget varmeramt familie kom vi frem til byen.  ( Her undlader vi at skrive at Calle ikke lige havde fået læst kortet helt som det skulle, og vi endte på gå ben lige præcis til der hvor OL byen skulle være… han havde bare ikke læst at der stod 20 km på togbane kortet) OL Byen er stor, men lidt øde. Vi kom for sent til rundvisningen og brugte derfor tiden til at bade i springvandet som var lavet ud af toppen på den olympiske fakkel. Her var alle navnene på de forskellige medajlevindere fra OL i Sydney 2000 indgraveret i små bronze, sølv og guldplader i fliserne under springvandet. Efter madpakken fik vi en snak med halinspektøren for deres håndboldhal. De træner og spiller hver lørdag… og de har ingen problemer at få træningstider. Selvom der var modstand fra familien, og vi var lidt af en omvej var den en god oplevelse at få set byen. Det sidste af dagen blev brugt til at finde julegaver. Drengen skulle finde til pigerne og pigerne til drengene. Max pris er 10 dollar per person. Der blev fundet kreative gaver og hygge på enehånd med en forældre.

Den sidste aften skal bruges til at få pakke og vasket det sidste tøj. Maden hentes fra den nærmeste sushi take away ( En rulle koster kun 12 - 20 kr, så noget er billigt) Børnene får løbende lavet lidt lektier og skrevet i deres dagbøger.

Til sidst er der vist kun at ønske en glædelig jul til alle der kommer ind på siden. Vi drager nu til Tasmanien for at besøge Poul og Susan (Lises mors fætter). Her holdte Lise også jul for 23 år siden.

Dette hotels Wi-Fi er ikke bedre end det forrige, så der er desværre ikke mulighed for at vise nogle af de 300 billeder vi har taget i Sydney.