Ban Bang Niang, Khao Lak

19. - 25. februar 2015

Så kom vi til vores sidste sted i Thailand. Vi havde søgt lidt på websider, og fundet Riverside Resort and Spa i Khao Lak. Det viste sig at være et godt valg, som alle de andre vi også har valgt. Det er et hotel som ligger 100 meter fra stranden i Ban Bang Niang, og ige ved siden af floden som løber igennem Khao Lak. Der var stille og roligt på dette hotel, og man kunne hverken høre by eller strand, så det var god terapi. Værelserne var meget flotte og vedligeholdt. Vi havde fået to værelser som hang sammen, og det betød at der var to badeværelser, hvilket passede alle parter fint.

Vi lavede ikke det store i de seks dage vi var der. Det blev dog til en enkelt tur til White Sands Beach lidt nord for vores hotel. Dejlig strand, men det er svært at slå de strande vi lige var blevet vant til på Similan.

Frederikke og mor var en dag på skønhedssalon, for at få ordnet negle og fødder. De nød det i fulde drag, og de var meget flotte da de kom tilbage. Mens de gjorde sig smukke, gik drengene på tsunami-museum. Khao Lak var et af de områder som blev hårdest ramt af tsunamien i 2004, da byen ligger meget lavt i forhold til havet. Vi besøgte den berømte politi-båd som blev skubbet to kilometer op på land. Den var ude for at passe på kongens barnebarn, Prins Poom Poom Jensen (Jensen kommer fra hans mors amerikanske ægteskab), men det taler man ikke om i Thailand, for hun giftede sig borgerligt og ikke royalt. Barnebarnet døde desværre sammen med mere end 5000 andre i Thailand, men det glemmes at der var andre lande som blev meget hårdere ramt end Thailand, for det samlede dødstal var over 290.000, og dermed den fjerdestørste katastrofe i verden nogensinde. Det er uvirkeligt at bo i et område som for 10 år siden lå i totalt ruin.

Som sagt lavede vi ikke det vilde, men vi fandt også en god ro i hotellet, og de hyggelige restauranter og barer ved stranden. De lavede rigtig god mad og drinks, og den sidste aften var vi til beach-party på en af dem. Det var vist godt at vi rejser med børn, og kommer ordentlig tid i seng, for ellers havde de gamle haft gevaldige tømmermænd

Bestyreren af hotellet var så venlig at lade os beholde værelserne den sidste dag, inden vi skulle rejse til Dubai, sådan vi kunne få et godt bad, inden den lange tur.

Vi kom godt til lufthavnen i Phuket og turen til Bangkok tog kun en time. Kufferterne var allerede på transportbåndet da vi kom til ankomsthallen, og vi fandt også hurtigt vores opmagasinerede kuffert i den kæmpe lufthavn. Det tegnede til at blive en gnidningsfri aften i Bangkok lufthavn, men det blev det ikke helt. Vi skulle nu tjekke ind ved Emirates Airlines, og vi var i rigtig god tid, men det viste sig at være godt. Der var tusind andre rejsende som også skulle tjekke ind ved Emirates. De havde godt nok 24 diske til at klare dette, men de havde i starten kun valgt at bemande fire af dem, og køen blev bare længere og længere. Det endte med at nogle franske fyrer kom op og toppes, så de blev skilt af. Køkulturen var ved at lide af disciplinær overlast da vi endelig kom igennem. Vi kunne puste ud, for nu manglede vi kun security. Det gik rimelig fint, og nu gik vi ned ad trappen til emigrations og paskontrol, og her kom vi så i kø igen. Det var både tragisk og komisk, og det var ikke kun os som snart havde tyndslidte nerver. Endelig efter to timer, kunne vi sætte benene i udenrigshallen i Bangkok, fri for flere kontroller. Da var klokken 23.30, og vi havde ikke fået aftensmad, så Burger King reddede os.

Vi sov nogenlunde på vej til Dubai, men det var nogle trætte danskere som ankom til Dubai en time forsinket, men heldigvis havde vi bestilt afhentning i lufthavnen, troede vi. Det viste sig at hotellet ikke havde sendt en bil efter os, og nu var gode råd dyre. Vi gik udenfor, og straks var vi omringet af chauffører som ville køre os til hotellet. En stor fyr tilbød os en bus, for det halve beløb af hvad en taxi koster, og vi fik en bus. Et stk.bus (bybus) til os fire, og vi blev kørt til døren, men oven i købet fik vi så også rejsekort til al offentlig trafik i Dubai, og hold nu fast - disse kort gælder de næste fem år.

Samme dame som skulle sende en taxi efter os, havde lovet os at vi kunne tjekke ind tidligere på hotellet, men det glippede også, så hun var heldig med at hun ikke var på arbejde. Trætte og matte sad vi i tre timer i foyeren inden vi kunne få vores værelse. Dejlig stor lejlighed, og denne gang med tre badeværelser. Ungerne er i skrivende stund lige vågnet af deres eftermiddagslur, og aftenen står på at vi skal opleve det smukke springvand ved Burj Khalifa, det glæder vi os til.

Nu vil vi bare nyde de sidste dage i Dubai.

Stranden ved Similan 4

17. - 19. februar 2015

Dagen var kommet hvor vi skulle til Similan Islands. Dette er rangeret som et af de ti bedste steder i verden at snorkle og dykke, og nu hvor vi også havde været på Great Barriere Reef i Australien, så blev det spændende at sammenligne disse to steder.

Vi skulle rimelig tidligt op denne morgen, og vores billige hostel, vi havde boet på, bød ikke på morgenmad så tidligt, men vi var blevet introduceret til en meget hyggelig restaurant, som må betegnes som den thailandske Ulla T. (som ligger i Aalborg). Vi fik en rigtig dejlig morgenmad, og nu var vi klar til at drage på telttur på Similan. Vi blev samlet op af en meget forvirret thailandsk chauffør, som kun kunne to ord på forståelig engelsk (Yes og No). Han blev noget overrasket over hvor meget baggage Familien Hansen fra Danmark havde med, og samtidig havde vi ikke en bekræftelse printet ud. Han kørte meget forsigtigt i starten, som om at han hvert øjeblik ville smide os af, da vi ikke havde pairerne i orden, men pludselig faldt det ham ind at ringe til kontoret, og høre om vi var de rigtige. Da dette blev bekræftet, tog fanden ved bilen, og han skyndte sig til havnen.

Her blev formaliteterne bragt i orden, og vi fik en kop kaffe og kakao før afgang. Inden afgang skulle der lige fortælles de omkring 100 turister hvilken båd de skulle med, for der var forskel i forhold til hvem som skulle overnatte på Similan, og hvem der bare var på endagstur. Denne briefing blev et af de sjoveste øjeblikke på turen, for denne thailandske guide, som overhovedet ikke kunne udtale ret mange engelske ord korrekt, talte meget hurtigt, og jeg er sikker på at det lød godt inde i hans eget hoved. Noget af det jeg frotryder ved denne tur, var til gengæld at jeg ikke optog dette på video, for det ville have kunnet vinde konkurrencer i TV og på You Tube.

Så kom vi i speed-bådene, og afsted det gik til Similan med 70 km/t. Først skulle vi snorkle ved et par øer, før frokost. Vi kom i vandet, og det må siges at vandet omkring de ni øer som samlet hedder Similan er fantastisk klart, og der findes fisk i alle regnbuens farver. Det er svært at sammenligne Similan og Great Barriere Reef, men skal der sammenlignes, så var vores mening at der var flottere koralrev ved Great Barriere Reef, men fiskene var flottere og vandet roligere ved Similan Islands. Det var også tydeligt at der er sket meget skade på revene ved Similan efter tsunamien i 2004.

Det var lidt hektisk på den lille båd, da alle ville i vandet samtidig, og der var ikke meget plads på speedbåden, men vi fik et par flotte ture, før der nu var frokost på Similan 8. Vi havde ikke rigtig nogen idé om hvad der mødte os, men der var stillet et stort tag selv bord op, og her kunne vi sammen med 400 andre turister gå ombord i retterne. Det smagte dejligt og det var faktisk ret hyggeligt. Derefter var der et enkelt dyk mere, inden vi blev sat af på Similan 8, som var vores hjem de næste to dage. Vi blev mødt af nogle rigtige søde og hjælpsomme guider, som viste os hen til vores telte, og fortalte om resten af dagens program. Similan 8 er også øen hvor alle turister som besøger Similan Islands mødes inden turen går mod Phuket og Khao Lak om eftermiddagen. Lidt underligt at der om eftermiddagen kl. 14.30 er totalt kaos ved stranden, og en halv time senere total stilhed på denne smukke ø, med det mest fantastiske klare vand.

Måltiderne på Simalan foregår i en fælles spisesal, og det er med militær præcision måltiderne bliver serveret. Dejlig thai-mad med efterfølgende frugt og kaffe, the eller kakao. Aftenerne kunne bruges på spil, eller besøge øens bar hvor der kunne købes øl, sodavand og chips. Som alle andre små øer i Thailand har Similan et upåklageligt Wi-Fi, hvilket egentlig er kendetegnende for hele Thailand.

Vi gik til ro allerede ved 21.30 tiden, da vi vidste at solen stod op ved 07 tiden dagen efter, men der gik lige lidt inden vi sov, for selv om det nu var aften, så lå temperaturen stadig omkring i underkanten af 30 grader, og der var ikke en vind der rørte sig. Derudover sov vi på syntetiske liggeunderlag med syntetiske soveposer. Lad os sige det på den måde, at vi ikke sov med noget over os denne nat, da der bare var VARMT. Mærkeligt nok var vi rimelig udhvilet dagen efter, hvor vi skulle ud og snorkle kl. 09.00. I modsætning til dagen før, havde vi denne gang en meget stor båd, og vi var kun ca. 10 personer med på denne tur. Først sejlede vi ud til Similan 7, og vores guide fortalte at der var nogle franske turister som havde set en havskildpadde dagen før. Det ville bare være sejt at se en sådan, da vi havde prøvet og prøvet at se dem i Australien uden held. Der var desværre ingen skildpadder ved Similan 7, og vi fortsatte til Similan 6. Rasmus var den første i vandet, og mens vi andre var ved at tage snorkel og maske på, råbte han pludselig højt, at han havde set en havskildpadde. Første troede vi han lavede sjov, da han flere gange på turen har taget fusen på os, men da han igen viftede og pegede vidste vi at der var bid. Endelig skete det, vi mødte endeligt den havskildpadde som vi har brugt så meget tid på at se, og det var fantastisk at se dette rolige dyr padle sig afsted stille og roligt. Vi kunne nu også krydse skildpadde af på vores lange liste.

Om eftermiddagen havde vi fritid, og vi fik tiden til at gå med at bygge sandslot og havskildpadder i sandet. Mens vi gjorde det, havde vi også tid til at betragte alle endagsturisterne som fes rundt og tog billeder af hinanden og sig selv (selfies). På denne tur har vi fundet den store sællert i 2015, nemlig selfie-pinden. Det er en teleskop-stang som påføres ens mobiltelefon, og på den måde behøver man ikke forstrække sin arm for at tage en selfie. Alle japanere og kinesere havde en sådan, og det er mange. Uden tvivl bliver det den nye trend denne sommer. Samtidig skulle de unge piger posere, næsten pornografisk, i vandkanten overfor deres kærester. Det virkede som om at alle skulle fotograferes i alle vinkler, for ellers ville vennerne ikke tro på at de havde været der.

Aftensmaden og aften-øllen (Chang) blev overstået, og nu var det igen sovetid. Denne nat started ligeså varm som den forrige, men pludselig brød helvede løs i form af torden, lyn og regn, men dette betød også at temperaturen faldt til et menneskeligt niveau. Igen var vi overraskende udhvilet dagen efter. Det var lidt uvist om vi overhovedet ville komme ud at snorkle på grund af vejret, men guiderne trodsede vejret, og vi kom afsted. Da der var overskyet og støvregn, var der ikke så mange flotte farver i havet denne formiddag, men det blev til lidt snorkel, og sjove udspring fra båden. Jeg varpå sidste ø, ude at snorkle alene, da resten af familien var lidt trætte, og da der samtidig var nogle små stingers (brandmænd) i vandet, da jeg pludselig får øje på en mindre haj tæt på bunden. Jeg følger den et stykke, men den svømmer meget hurtigt, og jeg bliver nødt til at stoppe efter et par hundrede meter, da der samtidig er stærk strøm. Det var ikke nogen stor haj, og efterfølgende fandt vi ud af at det var en Nurse Shark.

Klokken 15 gik turen tilbage til fastlandet (Khao Lak) hvor vi skulle finde det hotel, hvor vi skulle bo de sidste seks dage i Thailand. Vi var blevet fortalt at vi ville blive kørt derhen, og ganske rigtigt. Der stod han - den forvirrede chauffør som hentede os for tre dage siden, og han var ikke blevet mindre forvirret, og han havde heller ikke været på sprogkursus. Vi kørte sammen med to andre familier, og den ene havde travlt og skulle nå en bus. Det betød åbenbar ikke noget, for han havde lavet en plan i hovedet, og når en thaier har gjort det, så er der ikke ti vilde elefanter som kan lave det om. Det endte med at han kørte til vores hotel, før den arme familie blev kørt til bussen. Om de nogensinde nåede den vides ikke.

Vi ankom til Khao Lak Riverside Resort and Spa, godt trætte og beskidte, og de var noget af et antiklimaks at de trætte og beskidte nordjyder trådte ind på nogle helt fantastiske værelser. Det var lige hvad vi havde brug for efter nogle dage uden air-con, og hårde madrasser.

Send flere penge!

Vi er nu ankommet til Khao Lak. Det tog os ca. 3 timer i en taxi. Det var en taxichauffør vi mødte for nogle dage siden, som kørte os derop, og vi kørte i en ny lækker Toyota 4WD. Vores ophold i karon endte lidt træls, da Frederikke blev ramt af opkast i nat, men der er vist styr på det igen, men hun er meget træt, sammen med sin mor som vågede over hende i nat.

Vi er indkvarteret på et billigt hostel, men det er fint rent. Børnene har fået hver deres seng, og de klagede noget over, at de ikke måtte ligge i den store seng, indtil de mærkede madrassen. Jeg vil gå så langt at sige, at jeg har mærket bordplader som var blødere end vores seng. Skidt Pyt, vi skal kun sove her en enkelt nat, og i morgen tidlig bliver vi samlet op ved 07.45 tiden, og så tager vi ud på Similan Islands i tre dage. Similan skulle være et af de ti bedste dykker og snorklingsteder i verden, så det bliver spændende at sammenligne det med Great Barriere Reef. Vi skal bo i telt derude, og når vi så kommer retur, har vi seks dage på et hotel, før turen går til Dubai.

Dejligt hotel

10.-13. februar 2015

Så kom tiden hvor vi skulle hjem fra Phi Phi. Vi havde boet i et ikke udpræget turistområde på øen, og vi havde haft nogle fantastiske dage. Lise og jeg har aftalt, at det var et af de steder hvor vi gerne ville bo, når vi blev gamle.

Først med en taxi-boat til færgelejet, hvor der var totalt kaos, og der var turister overalt. De fleste af dem er endagsturister som tager over til Phi Phi fra Phuket. Der var heldigvis ikke så mange med båden retur, som på vej derover, og bølgerne var heller ikke så høje, så det var en fin tur retur til Phuket. På vej over blev vi kontaktet af en person som ville tilbyde os taxi til vores næste destination Rawai. Dette skulle han have 1000 Baht for, og han nærmest truede os med, at alle taxier ville være væk, når vi kom i land. Vi faldt ikke for hans ”charme”, og da vi kom i land, stod taxi-chaufførerne på nakken af hinanden, og vi fik turen til 600 Baht. Der findes officielle taxikontorer hernede, og de har faste priser, som også er realistiske. Vi skulle køre en halv times tid til vores hotel, som lå i Rawai i den sydlige del af Phuket-halvøen (Rawai Palm beach Resort). Dette hotel havde vi bestilt via Hotels.com, og da vi kom frem blev vi noget overrasket. Det var et meget flot hotel, og vi blev næsten båret op ad trapperne. Da vi kom til receptionen, fortalte vi hvem vi var, på engelsk selvfølgelig, men vi blev mødt af en sød dansk pige, som havde sabbatår fra studierne. Hendes mor er thaier, så på den måde havde hun fået arbejde på hotellet. Der er ikke så meget at sige om det hotel, andet end der var styr på tingene, og det hele klappede bare.

De tre dage vi var på hotellet, lavede vi ikke så meget. Rasmus og jeg var en tur på stranden i Nai Harn, hvor vi håbede på at kunne snorkle lidt. Hvis det skulle være, skulle det være i den sydlige ende af stranden, hvor der er klipper, og et flodudløb. Rasmus startede med at spørge om krokodiller, da det jo var et sted hvor ferskvand og saltvand mødes (han har hørt efter i Australien), men jeg kunne berolige ham med at det ikke var tilfældet her i Thailand. Vi kom afsted, far med snorkeludstyr og Rasmus med alm. svømmebriller.  Da vi kommer et stykke ud, kan vi godt mærke at strømmen er meget lumsk, og vi begiver os tilbage. Dette er ikke helt ligetil, men efter lidt kæmpen med strømmen, kom vi i land. Endnu en gang måtte Rasmus indrømme, at selvom man er dygtig i poolen, så er havet godt nok lidt farligere. Lidt senere begav vi os afsted igen, for nu var strømmen ikke så hård, og denne gang havde Rasmus fuldt udstyr på, og det gik meget bedre.

Ellers stod den som sagt på afslapning. Frederikke og Rasmus er ved at være lidt rejsetrætte, og derfor var de også mest til bare at lave ingenting. Fantastisk hotel vi boede på, og dette kan absolut anbefales.

Smukke Phi Phi

8.-10 februar 2015

Afsted til færgen det gik, og hurtig have billet. Sammen med 500 andre kom vi ombord på en færge som måske ikke var helt bygget til så mange. Turen var lidt hårdere end mange havde forventet, for der var rigtig mange som kastede op. Frederikke kunne konstatere at der er forskel på hvordan forskellige nationaliteter kaster op, for hun sad lige med udsyn til folks yndlingsskraldespand. Hun kunne bl.a. konstatere at kineserne fylder munden med opkast, før de tømmerJ.

Efter 2 timer, uden nogle af os blev søsyge, ankom vi til Phi Phi, og så startede der et turistcirkus af den anden verden. Phi Phi Island har ingen veje og biler, men der er flere byer på øen, så dem skal man sejle til. Herovre har alle den bedste taxi-båd, men samtidig tager de også samme pris, for de ved at turisterne ikke har andre muligheder. Vi fandt en taxibåd, og kom til den by vi skulle. Da vi kom frem, blev vi sat af på en strand, og så stod vi der. Vi begyndte at gå langs en grusvej, men hurtigt kom der en flink mand på en scooter med lad, og tilbød os et lift. Med thaiernes stedsans i mente, var vi lidt bekymret, og samtidig skulle han ikke have noget for det. Det gjorde endnu mere mistænksomme. Scooteren var virkelig på overarbejde med fire danskere og 70 kilo oppakning. Pludselig møder han en anden mand, som nu tager to af os med, og dette viser sig at være indehaveren af det guesthouse hvor vi skal bo. Han var franskmand, og han kørte os til døren, hvor vi blev tilbudt sodavand. God velkomst.

Vi blev vist til vores lille hus, som var overraskende dejligt og hyggeligt, og derefter gik turen til stranden, som vi havde hungret efter i 10 dage. Den flotteste bounty-strand ligger så 100 meter fra vores hus. Hurtigt af med tøjet, og i bølgen blå/grøn.

Til frokost skulle vi finde et sted at spise, og her i Loh Ba Gao er der kun små butikker og restauranter, og de serverer alle god mad. Efter en dejlig frokost, hvor far fik nogle stærke chili at smage, skulle vi besøge den anden strand i byen. Det var stranden hvor vi var ankommet, og der lå mange taxi-både et stykke ude i vandet, hvilket vi fandt mærkeligt. Vi snorklede et par timer, og da fandt vi ud af hvorfor bådene lå så langt ude, for tidevandet er meget hurtigt her på Phi Phi, og det havde trukket sig omkring 100 meter, så vi måtte vade ind på land.

Det var nogle sunde trætte børn som puttede sig efter den første dag på Phi Phi.

I dag har vi sovet til kl. 10, og det trængte vi alle til. Derefter snorklede vi et par timer, men varmen har været hård ved os i dag, så vi har holdt siesta fra 13-16, men så skulle vi lige dyppes igen inden aftensmaden. Aftensmaden spiser vi ikke sammen her på Phi Phi, ikke fordi vi ikke vil, men køkkenkapaciteterne på øens restauranter kan ikke følge med, så når sidste mand får sin mad, så er første mand færdig. Det er også en af charmerne ved denne dejlige ø. Phi Phi er en bounty-ø, men man skal være forberedt inden man tager fra hovedbyen, for der kan ikke betales med kreditkort her, hvilket er lidt mærkeligt, for alle restauranter i byen har meget velfungerende Wi-Fi.

Vi har nydt dagene på Phi Phi, og i morgen går turen tilbage til fastlandet, hvor vi skal bo i tre dage ved Rawai Beach, og så venter der nye oplevelser.

Reception og restaurant på Wins Backpackers Hostel

7.-8. februar 2015

Vi tog tidligt fra Chiang Mai, allerede kl 06.20 lettede vores fly, og vi var alle lidt trætte og gnavne. Det gjorde det absolut ikke bedre at Security i lufthavnen inddrog Lises hårspray, som havde købt billigt i Australien (det var en af de billige ting i Australien). Vi kunne ikke overbevise dem om at den ikke var med som håndbaggage, da de tjekkede al baggage inden vi tjekkede ind. Vi prøvede med vores bedste overbevisningsevner, men når en thaier har taget en beslutning, så bliver den ikke lavet om, for så mister de ansigt. Desuden er de meget dårlige til engelsk, så det giver udfordringer.

Omkring kl 08.00 landede vi Phuket, og vi kunne med det samme mærke at temperaturen nu var 5-10 grader højere (30 grader). Alle hev og sled i os i lufthavnen, da de jo alle havde den bedste taxi. Vi fandt endelig en, og prisen blev aftalt. Vi har lidt dårlig erfaring med thaiernes stedsans, men heller ikke her vil de miste ansigt, så selvfølgelig vidste chaufføren hvor adressen var i Phuket. Efter ca. 10 minutters frisk kørsel, drejede han pludselig ind ved en butik, og sagde at det lige tog 5 minutter. Et minut senere kom der en dame for at bede om adressen, så han skulle lige ind og Google den.

Frem kom vi, og vi havde bestilt et hostel, for bare denne nat. Et hostel er den absolut billigste overnatningsform, der kan lejes, og sommetider sover man i 6-8 mands værelser sammen med andre, men vi havde bestilt to tomandsværelser. Vi blev mødt af den sødeste dame, som også var indehaveren. Hun gav os et firemandsværelse, så vi kunne sove sammen. Vi var meget spændt på at se det, men det var et fint værelse, og ungerne følte si g godt tilpas. Frederikke og Rasmus fik sig en lang middagslur, og mor og far lukkede også øjnene kort. Vi gik lidt rundt i Phuket om eftermiddagen, og fik dejlige mango smoothies, som er noget billigere end i Danmark.

Der var bare en så varm og nærværende atmosfære på vores hostel, så vi valgte også at spise vores aftensmad der. Det lavede værtinden selv i sit lille køkken, og grundet pladsen, så kunne vi ikke spise samtidig, men det gik også. Værternes lille søn på 3-4 år, kastede sin kærlighed på Rasmus og Frederikke, og dette gjorde værtinden helt blød da de legede med ham.

Da vi skulle afsted næste morgen lavede hun morgenmad til os, og hun havde lige købt lidt ting vi skulle have med i form af nødder, ris, kylling og derudover købte hun nogle små pølser af en munk, som hun om morgenen blev velsignet af ved indgangen til vores hostel. Alt i alt en fantastisk oplevelse for os alle, og et rigtig godt døgn lige i hjertet af Phuket.

Stedet hedder Wins Backpacker, og det kan anbefales hvis man har mod på at bo lidt ydmygt.

Alle tre blev vasket

6. februar 2015

Mens vi slappede af ude i skoven, fik vi bestilt en tur, til når vi kom retur til Chiang Mai. Vi kunne komme i Tiger Kingdom, et stort vandfald og elefantridning. Vi valgte vandfaldet og elefantridning, da vi ikke bryder os om dette koncept med tigrene. De lover godt nok højt og helligt, at tigrene ikke er bedøvede, men vi finder det noget unaturligt, at turister kan ligge ovenpå en fuldvoksen tiger, og få taget billeder.

Et par timer efter vi kom retur fra Tree Houses, blev vi hentet af Mr. Jackie, som skulle være vores turguide. Der var kun os med på turen, da turistsæsonen i Nord-Thailand er ved at rinde ud, så det nød vi. Vi skulle køre en times tid til vandfaldet, og undervejs stoppede vi ved et lokalt marked, for at købe lidt mad og snacks til senere på turen. Mr. Jackie valgte forskellige spændende ting, som var noget specielt thailandsk, men også spiseligt for vesterlændinge.

Ude ved vandfaldet var der rigtig smuk natur, og vi kunne bade i søen under vandfaldet. Her var vandet også lidt koldt, så Lise fungerede som fotograf, for ikke at fremprovokere flere problemer med ryggen, som var blevet meget meget bedre. Dette var et rigtigt vandfald med et fald på 40-50 meter.

Så gik turen mod dagens højdepunkt, nemlig at ride på elefanter. Vi glædede os alle sammen rigtig meget, og mens vi kørte dertil, fik vi udleveret en lille seddel med de mest gængse kommandoer, vi skulle give elefanterne såsom frem (pai), tilbage (how), lad være med det (yaa) og åbn munden så jeg kan fodre dig (bon).

Helt derude hvor man ikke forventer at se mennesker mere, lå der denne lille elefant-farm, hvor de havde 7-8 elefanter. Vi blev taget godt imod, og ganske hurtigt havd vi fået hver sin elefant, og sad på ryggen af disse. Rasmus skulle have haft en lille elefant, men den var lidt for legesyg, og de vidste ikke helt om den ville smide ham af, så han fik også en af de store. Store dyr med rigtig mange kræfter, de må man sige. Når man sætter sig op på en elefant, så føler man sig rigtig lille. Afsted kom vi, og familien Hansen vandrede afsted i regnskoven, på ryggen af hver sin store elefant. Det var ikke altid at de ville gå, da de jo også skulle spise grene og buske (elefanten spiser 250 kilo om dagen), og der kunne høres ”Pai-Pai” ret ofte. Frederikke red bagerst, og hun trak en del opmærksomhed fra de unge fyre som fulgte os gennem skoven.

Vi red uden saddel, så vi sad lige bag ørerne af elefanterne. Det krævede lidt kræfter i inderlårene at holde sig fast. Vi blev fortalt at vi kunne sætte knæene bag ørerne, når de gik nedad, men det brokkede elefanterne sig lidt over, og baskede med de store ører. Elefanter kan ikke svede gennem huden, så det eneste sted de kan få sveden ud er gennem øjnene og omkring deres negle på fødderne.

Efter ca. 45 minutter på elefantryg, var det tid for elefanterne at få et bad, og det skulle vi hjælpe dem med. De blev vist ned i søen, og vi fik udleveret en kurv og en børste. Elefanterne nød deres bad, og der gikke ikke lang tid før vi alle var våde. Frederikke og Rasmus fik lov til at sidde på ryggen af dem i søen, hvorefter den med snablen sprøjtede vand på dem. Der kan være en del vand i en elefantsnabel.

Vi skulle selvfølgelig lige hilse på deres Baby, hvilket var en tre årig unge (omkring 700 kilo). Den var klar til at gøre alle slags kunster, men det kostede selvfølgelig lige en banan, og den skulle helst være moden, for ellers brokkede den sig noget. Frederikke og Rasmus fik desuden et smækkys af den, og de skal være glade for at det ikke var et sugemærke, for der var godt nok sug i den lille fætter, og beviset for kysset var et stort snabelaftryk af jord på kinden.

Dagen sluttede med det indkøbte mad til os, og tur gennem Chiang Mais myldertrafik.

Fantastisk dag.

I morgen går turen mod strandene i Syd-Thailand, og mod lækre strande.

Er det ikke smukt?

3. - 6. februar 2015

Så var det blevet tid til at tage op i skovene nord for storbyen Chiang Mai (Rabaeng Pasak). Vi skulle pakke lidt om, så vi ikke medbragte alle vores tasker, og mens vi var ved dette, fik Lise et hold i ryggen. Ikke det bedste tidspunkt, tænkte vi, men alligevel viste det sig at passe meget godt i forhold til vores tur.

Vi blev hentet ved hotellet, og kørt 1½ time nordpå, langt ud i en skov, og langt langt væk fra de sidste dages trafiklarm, støj og smog. Vi ankom til en lille perle midt i skoven, hvor vi blev taget godt imod af indehaveren Pen. Lise var ikke godt gående, og da terrænet var lidt kuperet, så tog det lidt tid at komme over i vores hus. Vi fik en træhytte som hed Star House. Det var en lækker træhytte ca 4 meter over jorden. Frederikke og Rasmus havde deres lille hule oppe på hemsen, og mor og far sov i underetagen.

Vi kunne låne cykler på stedet, men kvaliteten af dem var meget sparsomt. Det var ikke alle ting som virkede på dem, og da terrænet som sagt var en del kuperet, så var det med at holde tungen lige i munden. Vi fik puttet Lise i seng, med noget stærkt medicin, og så drog resten af familien ud på skovtur. Turen gik til et lille vandfald i bunden af dalen, hvor vi også ville kunne bade. Efter en halv times vandring ned ad bakke, kom vi til vandfaldet, men grundet den tørre tid i Nord-Thailand på denn årstid, så var det ikke mange liter vand som pumpede gennem vandfaldet, men der var en lille sø, og den skulle vi selvfølgelig lige have en dukkert i. Vandet var noget koldt, da det kom lige fra de naturlige kilder, og Rasmus havde noget svært ved at få varmen igen, og begyndte faktisk at vise små tegne på hypotermi, hvilket gjorde mig lidt bekymret. Vi fik noget varme i ham med fælles hjælp, og så var det tilbage til hytten, hvor en varm dyne ville gøre underværker.

Ved dette Tree-House Hotel var der en del hunde og katte som børnene kunne lege med, men ellers var der ikke noget. Vi havde nok troet at vi kunne komme ud på forskellige ture, men det viste sig at være godt for os alle, især Lise, at det på dette sted var plads til bare at slappe af. Børnene hvilede også godt i den totale ro, og tid til bare at gøre som man ville.

Tre lækre måltider om dagen, serveret i disse fantastiske naturomgivelser, var lige hvad vi havde brug for, uden at vide det, og Lise havde tid til at pleje sin ryg, så den var klar til resten af turen. Så da vi efter tre dage drog tilbage mod Chiang Mai, var det med god energi igen. Dette kan varmt anbefales, hvis man påtænker at besøge det nordlige Thailand.

Tuk-Tuk, så kører vi

1. februar 2015

3. dag sov vi længe, og vi havde aftalt at vi skulle shoppe lidt. Vi tog til shoppingcentret MBK, som er så kæmpestort (syv etager), at vi knap fik set en fjerdedel. Der sælges alt, og der mener jeg alt. Drengene fik købt et par polo-shirts og fodboldtrøjer, mens pigerne ikke rigtig fandt noget spændende. Tiden gik dog med et eller andet, for vi var ikke tilbage på hotellet før kl. 16.30 den dag, og vi var noget smadret, så den stod bare på en sandwich på værelset. Om det var sandwichen, eller noget andet som smadrede Lises mave den nat vides ikke, men pludselig kl 02.30 kastede hun voldsomt op, og hun har været noget ramt af dette hele dagen i dag (Chiang Mai).

"Hvorfor kigger folk på os, far?"

31. januar 2015

Vi havde hjemmefra bestilt en heldagstur med sejlads i longtail-boat, ud at se Bangkoks khlungs (flodgader), samt nogle templer og kongepaladset.

Denne gang ville vi ikke gå forkert, så vi besluttede at tage en af de legendariske Tuk-Tuk, som er en lille åben taxi, bygget op på en slags motorcykel med lad. Vi havde googlet den adresse som vi skulle til, og vidste ca. i hvilken retning vi skulle. Vi fangede en tuk-tuk, og han vidste godt hvor den adresse var, men vi fornemmede at han ikke var helt sikker. Den fornemmelse viste sig at være rigtig, for han tog os hen til sin vens båd, for at prøve om vi købte en tur af ham. Da vi havde overbevist vennen om at ikke ville købe en tur af ham, men gerne ville hen til det aftalte mødested, så tog han os til det rigtige sted. Her blev vi mødt af en dansk receptionist, og kort efter var vi afsted sammen med nogle andre danskere og en enkelt amerikaner. Vi startede med at lægge afsted i Longtail-boats over den store flod i Bangkok (Kongens Flod), for at ramme en dæmning, hvor vi blev ledt ind i de karakteristiske khlungs.  Long-tail både er aflange både med plads til 15-20 personer, og med at ret stor motor. De kan sejle rigtig hurtigt ligeud, men er lidt mere usikre når der skal drejes. Det er ligesom i Venedig, hvor gaderne er floder. Langs disse små floder, kunne man se bagsiden af Bangkok, samt følge det liv der egentlig er. Der sejler små både rundt og sælger souvenirs til turister, samt sejlende gril-barer. De har simpelthen en grille i deres lille båd, og på den griller de alt muligt. Vi gjorde et par stop rundt omkring, for bl.a. at se et af de 42.000 templer der findes i Thailand. Ved dette tempel blev vi mødt af en massør, som var i gang med at give en anden mand massage, ved hjælp af sine fødder. Det som gjorde det endnu mere specielt, var at massøren dyppede sin fod i olie, holdt den ind over et stykke brandvarmt metal, så olien tændte en flamme omkring foden på ham. Dette gjorde at olien var varm, og dermed lettere at massere med.

Vi så også en orkide-farm, som lå i udkanten af Bangkok, helt ned til en af disse floder. Her så vi hvordan de avlede dem, for derefter bl.a. at sælge dem som offergaver i forbindelse med bøn i templerne. Efter frokost var det slut med at sejle, og der var der stor rundtur i Bangkoks mest kendte templer. Der findes så mange templer, og de ar alle sammen ganske imponerende, men de største og mest kendte er inde omkring kongepaladset. Dette område ligger centralt i Bangkok, men kongen bor der ikke mere, så nu er det et yndet turistmål. Her findes bl.a. det mest hellige sted for buddhister i hele verden, og her kunne vores guide Jimmy fortælle rigtig mange spændende historier. Han var desværre ikke så god til engelsk, så noget af hans viden omkring templerne, og fortidens historier gik tabt. Han var dog en meget dygtig guide, for han kendte meget til de forskellige templer, og deres betydning. Dagens grin og sjove indslag kom dog lige inden vi skulle ind i templerne ved Kongens Palads, for Rasmus og far var ikke tækkelig påklædt, så de måtte leje noget midlertidig tøj som dækkede arme og ben. Farverne var helt fantastiske, og enhver modeekspert ville have kigget en ekstra gang. Mor var lige ved at tisse i bukserne af grin, og det er åbenbart ikke velset i Thailand at grine af hinanden, for ingen omkring kunne se det sjove i vores tøj. Måske kunne de godt, men sådan noget viser man ikke i Thailand, for det er at gøre andre til grin, og få dem til at tabe ansigt. Vi så en hel masse meget flotte templer, og som vi ikke kan udtale, og som rosinen i pølseenden skulle vi også se den imponerende 46 meter lange og 15 meter høje Wat Pho. Dette er også en imponerende turistmagnet i Bangkok, for vi måtte næsten stå på nakken af hinanden for at få billeder. En lang og spændende dag i Bangkok.

Klar til afgang!

b30. januar 2015

Efter en halvlang flyvetur fra Brisbane til Bangkok, via Singapore, var det en træt familien Hansen, som satte sig i en taxi til hotellet i Bangkok. Vi skulle have været hentet af hotellet, men vi kunne ikke finde chaufføren i lufthavnen. Det betød at vi måtte med taxi, og det er lidt af et arbejde i Bangkok. Først skal der findes en, og derefter skal der forhandles om prisen, for det er lidt ligesom Hjallerup Marked, hvor prisen altid er for høj fra starten, og man ender på ca. halvdelen af startprisen. Vi skyndte os i seng, for dagen efter havde vi fra morgenstunden bestilt en cykeltur rundt i den vestlige del af Bangkok.

Vi vidste ca. hvor mødestedet var, men for en sikkerheds skyld spurgte vi også i receptionen. Dette var den første erfaring vi gjorde med thaiernes kendskab til Bangkok og vejvisning. Receptionen udpegede stedet på et kort, og vi fulgte denne, men da vi næsten var der, så kunne vi godt se at det ikke helt passede. Det viste sig at det var ca. en kilometer for langt, og nu havde vi travlt. Lidt forsinket kom vi til mødestedet, hvor vi blev modtaget af nogle meget søde og imødekommende guider. Vi blev iført cykelhjelm, modtog sikkerhedsinstruks for cykelturen og afprøvet bremser/gear. Der var ikke så travlt, så vi var de eneste der deltog på turen, og vores guide Matthew skulle kun koncentrere sig om os. Det gik derud af på cykel, og guiden kunne tage billeder af os mens han cyklede, så det skulle far da også prøve. Billedet blev fint, men da han skulle se kvaliteten, blev han nødt til at kigge ned på kameraet, og i det sammen bremsede Frederikke, og far tog straks forbremsen med kun en hånd på styret. I et splitsekund stod han nu på et hjul (forhjulet), og på mirakuløs vis kom han ned at stå på benene igen, men sadlen havde sat sig fast i snorene på rygsækken, så forestil jer hvordan det ser ud, når en dansker står med en cykel, hvor sædet sidder fast i tasken på ryggen. Dette tiltrak lidt opmærksomhed, men uden skrammer kunne vi komme videre, da far og cyklen var blevet viklet ud igen.

Det var en fantastisk måde at se Bangkok på. For det første kan man komme hurtigt rundt, og vi kunne cykle af de mindste gyder og stier. Vi kunne opleve de lokales hverdag på absolut nærmeste hånd. Matthew tog os med til et tempel hvor vi bad til vores familie og held og lykke for resten af vores ferie. Vi blev også lært hvordan man folder en lotusblomst, som skal bruges til at ofre i templerne. Der produceres og bruges rigtig mange blomster og frugt, til brug for at give til templerne i forbindelse med thaierne beder til Buddha. Vi besøgte et blomstermarked, hvilket var rigtig stort. Der blev solgt og bundet blomster i alle afskygninger. Der blev lavet specielle opsætninger som passer til templerne, gaver, buketter etc. Derefter skulle vi igennem China Town, og der var der meget trafik, hvilket der egentlig er i hele Bangkok. Alle snyder foran hinanden, og til sidst ender det alligevel med at alle kommer frem. Matthew kunne fortælle at kineserne som bor i Thailand, hvilket er rigtig mange, er der delte meninger om. Nogle af dem giver til samfundet, som det er brug og skik ifølge buddhismen, og andre passer sig selv og tjener mange penge, og giver ikke noget til andre.

Hvis nogen som læser dette nogensinde kommer til Bangkok, så skal man give sig selv den oplevelse det er at se Bangkok på cykel. Vi har set noget af det Bangkok, man som turist normalt ikke ser. Det er let, og det eneste der kræves, er at man selvfølgelig kan køre på cykel. Vi har efterfølgende, pr. mail, modtaget de billeder som vores guide tog på turen. Det kan varmt anbefales. Turen er godt 20 kilometer, og den varer 4,5 time. Prisen er 1200 baht pr. person. (www.followmebiketour.com)

Godt trætte og lidt ømme bagdele, var det tid til frokost, og her fandt vi et lokalt sted hvor der var samlet flere køkkener under et tag. Det kaldes food-courts, og spiser de lokale også. Det var megahyggeligt, og ganske god mad, og disse steder er det ekstremt billigt at spise. Vi kom af med omkring 60 kroner for hele familien.

Nu ville vi bare gerne hjem til hotellet og køles lidt af i poolen, og denne gang lykkes det at gå i den rigtige retning, og dagen sluttede med pool og hotellets restaurant.