Formålet med dette

Her på siden vil vi delagtigøre alle andre med vores erfaringer før under og efter rejsen. Dette være sig lige fra rejsebureau til restauranter.

Forud for rejsen

Der skal lyde et stort tak til Tina Rolighed Andersen fra Jysk Rejsebureau for en fantastisk service lige fra første henvendelse. Vi har følt os lyttet til, og Tina har været god til at spørge ind til de rigtige ting, samt orientere os om de praktiske ting såsom forsikringer, vaccinationer, visumregler m.m.. Vi er altid blevet holdt up to date med ændringer samt opfølgning på de vigtigste ting.

Mange af de ture som rejsebureauerne udbyder i forbindelse med en pakkerejse som vores, kan man godt arrangere selv med store besparelser til følge. Internettet er meget taknemmeligt selv når det f.eks gælder cykelture i Bangkok. Set i bakspejlet, så kunne vi godt have bestilt nogle af hotellerne selv.

De hoteller der ikke er bestilt gennem Jysk Rejsebureau, har vi bestilt on-line gennem Hotels.com. Det er indtil videre gået gnidningsløst, og det er meget let. Vi har en enkelt gang måtte ændre en bestilling, og dette måtte vi gøre pr. telefon, men vi fik en meget høflig betjening, og 10 minutter efter var det ordnet, uden gebyr. Vi har kigget en del på anmeldelserne, og de passer meget godt. Der vil altid være sure og utilfredse mennesker i verden, hvor alting er for dårligt, men hvis der kigges på den generelle bedømmelse, så kommer man langt.

Biludlejning er sket gennem Rentalcars.com og vi har også her fået en fantastisk betjening gennem deres kontor i Danmark. Indtil videre er det gået gnidningsløst, og vi har fået en meget lækker bil i Canada. Ved Rentalcars.com er de selvfølgelig sælgere, men de er også gode til at forklare for og imod de forskellige tillægsvarer de sælger (forsikringer, brændstof, antal kilometer, gps etc.). Et godt råd til hvis man skal køre i USA og Canada - lad være med at være nærig og spare på GPS'en. Den er totalt uundværlig, med mindre man er meget lokalkendt. Der kan evt. medbringes GPS med hjemmefra, da de koster omkring 15 dollars om dagen.

Kufferter/tasker: Vi kunne ikke rigtig finde store rejsetasker (140 liter) i Danmark, som ikke kostede mindst 1000 kroner stk. Derfor kiggede vi på nettet, og fandt to stk. 140 liter Eastpack rejsetasker til 1050 kr. for to stk. Vi skal senere rejse i mobilhome i Australien, så vi er blevet rådet til at have "bløde" tasker med. Vær opmærksom på at have tasker som kan låses med ATS-hængelåse. ATS-låse er låse med kombinationslås, og samtidig kan sikkerhedspersonalet i lufhavnene altid åbne dem med en universalnøgle. Det er obligatorisk at sikkerhedspersonalet altid kan åbne kufferter og tasker, og i værste fald skærer/klipper de dem op.

Forsikringer er et kapitel for sig selv. Vores rejse kostede mere end 100.000, som er max. der kan dækkes uden at skulle betale "spidsen" af et jetfly. Ring til dit eget forsikringsselskab, og stil alle mulige dumme spørgsmål. Hvis der skal lejes bil i udlandet, er det også vigtigt at vide hvis nogle af ens normale forsikringer dækker.

Hvad angår vaccinationer, så tages der kontakt til egen læge, som kan fortælle hvilke vaccinationer som er nødvendige. Medbring evt. vaccinationskort fra Forsvaret eller lign. da der sommetider kun skal boostere til.

Canada/Vancouver

Denne by og område skal for vores vedkommende besøges om sommeren. Nu har jeg været der to gange i vinterperioden, og vejret er lunefuldt. Der bliver ikke hundekoldt i Vancouver, men der falder en del nedbør i vintermånederne i form af regn. Dette gør det ikke muligt at se det fantastiske landskab som kendetegner Vancouver og Vancouver Island. Canadierne er generelt meget venlige og hjælpsomme.

Vancouver by er ikke så svær at navigere i, men husk GPS, hvis der skal lejes bil. Motorvejene er store og brede, med lange køer af og til. Der findes disse HOV-Lanes tæt på storbyerne, som gør at biler med flere end to personer og busser kommer hurtigere frem. Canadierne er ikke så gode til at holde til højre på motorvejene, men de er  til gengæld meget opmærksomme på fartgrænser, hvilket sommetider giver mange forbikørsler højre om, så vær opmærksomme på det. De er generelt meget flinke i trafikken.

Den digitale tidsalder gør at vi alle har mange apparater som bruger strøm. Husk at købe en adaptor, da vores europæiske stikke ikke passer i stikkontakterne. Lad være med at købe en alt for fancy, da de samtidig er lidt "vakkelvorn" i stikkene. En god idé er at medbringe en stikdåse med tre fire stik, da der kan oplades flere telefoner/pc'ere samtidig.

Los Angeles

USA er stedet hvor det er muligt at leje biler som vi kun kan drømme om i Danmark. Det være sig både store SUV's og muskelbiler. Vi befandt os kun i LA, og tanken havde strejfet os med en muskelbil, men det blev til en familie-SUV. Det viste sig faktisk at være ok, for LA er så præget af myldretid, så en sådan bil ville ikke kunne strække ben alligevel. Der er gode parkeringsmuligheder overalt, men prøv at undgå at ramme ringvejene omkring LA mellem kl. 08 og 10, samt mellem 16-19. Husk at medbringe GPS eller lej den.

Vi boede i den gamle del af Passadena, og det var faktisk meget rart, selvom det er lidt nord for midtbyen. Vi kunne gå ud om aftenen og spise, og vi følte os ikke utrygge på noget tidspunkt.

Vi var selvfølgelig i Disneyland og Universal Studios, og det var imponerende, men en tur på cykel langs Venice Beach, må man ikke snyde sig selv for. Det er kultur på højt niveau for både unge og gamle. LA er generelt en dyr by hvis der skal ske underholdning, men det er som andre storbyer i verden. En tur ned af Hollywood Boulevard kan koste adskillige 5 dollars, ved at skulle tage billeder sammen med folk som har klædt sig ud som alle mulige filmstjerner.

Disneyland/Adventure-Park er også pebret, men det er fantastisk imponerende, og du er godt underholdt hele dagen. Hvis du har købt front-line billetter, så husk at få dem indløst meget tidligt, da pladserne hurtigt er væk. Der er kun en front-linebillet til hver attraktion, så resten af turen, må du stå i alm. kø.

Universal Studios er anderledes hvad angår underholdning. De viser meget om deres 3D teknologi, og vores erfaring er, at vi følte os bedre underholdt i Disneyland, end i Universal, men det er smag og behag. Vi synes, vi fik mere for pengene i Disney.

Hvis der rejses i højsæson, kunne vi forestille os at der kunne blive kø i lufthavnene, da amerikanernes sikkerhed er totalt striks, men hvor effektiv den er, vides ikke. Det virker som om at det sommetider er for at holde mange mennesker beskæftiget. Husk at få lavet ESTA via ambassadens hjemmeside.

 

Sydney

Sydney:

Vi opholdt os i Sydney i fire dage, og vi boede Hotel Adina lige ved siden af deres hovedbanegård. Det var et dejligt hotel med lejligheder, hvor børn og voksne ligger i hvert sit soveværelse. Vi kunne overhovedet ikke høre hverken trafik eller banegård, så det er at anbefale.

Sydney er en storby på godt og ondt. Priserne er skruet godt op. I Australien er der vist ingen statslig støtte til offentlig transport, for det koster 17,50 Australske Dollars for én busbillet. Derfor købte vi ugepas til Sydneys busser og tog. Dette koster lige i underkanten af 200 dollars for hele familien. Dette lyder af mange penge, men til gengæld virker dette system til et rent 12 tal. Vi stod på intet tidspunkt mere en fem minutter, og ventede. Det skal siges, at disse billetter også dækker bådene i Sydney Havn, samt til alle forstæderne omkring Sydney. Vi brugte den offentlige transport meget flittigt i de fire dage vi var der. Det kan anbefales at se havnen/byen fra søsiden i både dagslys og om aftenen .

Sydney er en forholdsvis dyr by at gå ud at spise i, og da der var fint køkken i vores lejlighed, handlede vi ind i supermarkeder. Det var lidt svært at finde dem i starten, da de i Sydney tit er placeret under gadeniveau i forbindelse med et shopping-center. De mest kendte supermarkeder hedder Woolworths, Coles, IGA og Friendly Grocer. Friendly Grocer brugte vi kun i nødstilfælde, da deres priser generelt ligger 10-20% højere med priserne. Woolworths og Coles har begge flotte slagterafdelinger, og god kødet er af god kvalitet. Priserne ligger generelt på dansk niveau, nogle ting over og nogle ting under. Hvis man er ryger, er det en god ide at medbringe maksimum af tilladte cigaretter, da priserne ligger på 20 dollars og opad, pr. pakke.

Vi var på rundtur i Sydney Operahus, hvilket var spændende. Organiseringen fra guidernes side kunne forbedres, men spændende at se huset og høre historien bag byggeriet, og se den fantastiske udformning. Prisen for dette ligger på ca. 100 dollars pr. familie.

Den olympiske by/center var vi også ude ved, men vi kom desværre for sent til rundtur, men det er spændende at gå rundt derude. Det er et flot område, hvor man stadig kan se alle medaljevinderne, da der er små guld,- sølv- og bronzeplader i fliserne omkring et springvand, som er lavet af den tidligere olympiske fakkel, som var på stadionet.